Videre mod Stillehavskysten
Så blev det lørdag den 26. maj og vi fortsætter
forventningsfulde køreturen mod Carmel, en lille by, der ligger ved
Stillehavskysten lidt syd for San Francisco. Den er i amerikansk forstand med sine
kun ca. 4000 indbyggere og – siges der - 850 hunde en landsby. De små og meget
romantiske huse har ingen numre, træer kan ikke fældes uden byrådets tilladelse
og der er hverken trafiklys eller parkometre. Alt går stille med fuldt stop ved
alle vejkryds. Her bliver vi opmærksomme på en detalje i den specielle
arkitektur: skorstenene, der fører tankerne hen på Gaudis arbejde i Barcelona.
Her er det dog den næsten samtidige arkitekt Hugh Comstock, der har æren. Desværre
regner det og vi er så pressede tidsmæssigt, at vi vælger at fortsætte ned
langs kysten – også selvom vi sagtens kunne have fået en hel dag til at gå her.
Regnen bliver til dis efterhånden som vi kommer ned ad The
Pacific Coast Highway. Totalt overraskede er vi, der havde forventet en tur langs
en bred sandstrand, hvis vi skulle tro kortet. Her er klipper, der er stejlt,
men frodigt på klippesiderne. De grønne nuancer og disen fik os til at tænke
på, om det er sådan, der ser ud på Færøerne. Albert Bertelsens billeder in
natura.
Disen letter, men de nu hvide skyer går i et med havet i
horisonten, medens en klar blå himmel toner frem ovenover. Hvor højt er vi
egentlig?
Pludselig ser vi i det skærfyldte vand noget, der kan minde
om sæler – eller er det hvalrosser? De er i alle tilfælde store. Vi holder ind
til siden og forbløffes endnu engang totalt. Strandbredden nedenfor klipperne
er totalt dækket med elefantsæler, der bader i sandet for at mindske kløen fra
det hudskifte, der er så specielt for denne type sæler, inden de fortsætter
deres tur mod Alaska. I kan se mere her: http://www.bigsurcalifornia.org/elephant-seals.html.
Da vi kørte videre mod syd, kikkede vi på hinanden og sagde:
Nu kan der da ikke vente os flere overraskelser! Jo, vi blev klogere!
Jeg sad ved siden af Niels Ebbe og kunne fornemme, at farten
var rigelig og satte selvfølgelig ord på mine tanker: Jeg har altså ikke tænkt
mig at betale halvdelen, hvis du får en fartbøde! Minde end 4 minutter efter
sagde Niels Ebbe: jeg tror, politiet er efter os. Og ganske rigtigt. Blå blink
m.m.. Altså ind til siden osv., men jeg tror, den mand er i stand til at sælge
sand i Sahara. Han fortalte betjenten om vores tur og at han var præst og
skulle holde gudstjeneste i Yorba Linda dagen efter. Jo, den kirke kendte
betjenten godt – og tro det eller lad være: Niels Ebbe slap for at betale 350
US dollar i bøde – You don’t want to pay a fine of 350 US dollars (du vil vel
gerne slippe for at betale en bøde på 350 US dollars) – Of course not (selvfølgelig ikke) var Niels Ebbes svar. Jeg behøver vel heller
ikke at tilføje, at der efterfølgende blev holdt øje med både fartskiltene og
speedometeret.
I forbindelse med gudstjenesten i den danske kirke i Yorba
Linda, var vi blevet tilbudt overnatning hos to meget afholdte yngre mennesker:
Anna Lisa Knudsen og hendes mand Lenord. De er meget gæstfrie og har ofte
gæster boende. Pt også to meget sympatiske unge danske mænd, der tilbringer et
sabbatår med fokus på foldboldtræning af børn og unge, inden de skal fortsætte
deres studier i henholdsvis statskundskab og International Business and
Politics . Lenord er ejer af et firma, der laver custom-cars. Ikke helt
almindeligt, men se selv her: http://www.lenordscustomfabrication.com/.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar