fredag den 25. maj 2012

Brev 13 besøg i Sequoia National Park


Brev 13 Los Banos 100 mi fra kysten ved `Carmel by the Sea 25.05.12

Besøg i Sequoia National Park

I Sequoia parken findes de store berømte Sequoia træer, hvor af de ældste går 3-4000 år tilbage. Vi stod ved en skive skåret ud af et træ og den var 2210 år gammel. DVS. at den er fra før Kristi fødsel.

Nu har vi set så mange store seværdigheder og nationalparkerne har været fantastiske at besøge. Vi er næsten løbet tør for superlativer. Men hvordan skal man beskrive General Shermanns Træ som indeholder den største træmasse noget træ har i hele verden. Det er ikke det højeste, med sine 84 m. men det måler i omkredsen  ved roden 31 m og skønt det er gået ud i toppen så vokser det stadig og hvert år bliver det tykkere og tykkere. Vejene i parken er så snoede at ingen køretøj over 22 fod må køre derinde. Det var en svir at drøne gennem hårnålesvingene og nyde gyset ved at se ned i kløfter der var flere km dybe. Et enkelt sted Moro Rock var der en trappe med 440 trin. Ad den kunne man bestige et højt klippefremspring, så man havde en enestående udsigt over dalen og floderne som løb sammen ved dets fod. Else siger, hun har højdeskræk, men alligevel kravlede hun op ad trappen helt til toppen og det lønnede sig ved det syn, der bredte sig ud for vores åsyn.
Vi besøgte The Giant Tree Wood, giganternes træ skov, og måtte gang på gang stå ud af bilen og lægge hovedet helt tilbage for at kunne se op til trætoppen. Vi undrede os over at langt de fleste træer havde store brandsår. Men fik at vide, at selv ikke en skovbrand kan nedlægger de træer. Tidligere anså man skovbrand for at være fatal og ødelæggende for skoven, men så erfarede man, at skovbrande skaber de betingelser der skal til for at skoven kan reproducere sig selv, Brande efterlader aske som er en grobund for frugtbarhed og de åbner skovbunden så solen kan nå helt ned. Man antænder endda brande som man så kontrollerer, men til gavn for de store træer. På billederne kan man se hvordan alle træerne har været i brand. Et af træernes vældige stammer lå over en vej og var udhulet så man kunne køre igennem det.
Deres bark er så tyk, flere meter, at ilden kun kommer til at skade dem overfladisk. Deres rødder går 50 – 60 meter ud og det gør, at træerne bliver stående under næsten alle forhold.
Sequoia er kendt for den store forskel der er mellem de varme nederste steder til kulden og endog sneen på de højeste. Vi erfarede begge dele. Fra 30 grader nede i bunden, hvor jeg havde shorts og en åbenstående skjorte på , hvor Else havde sandaler uden strømper og en  let T-shirt, og til vi kom op i højderne hvor det var bidende koldt og sne, ikke i store mængder, men dog så meget, at alt var iskoldt at røre ved. Da skiftede jeg til lange bukser og flere lag bluser og en vindjakke, og jeg frøs som en lille hund, i en meget tynd snor. Else tog alt hvad hun havde af varmt på og ecco sko men med bare tæer, og hætten godt op om hovedet. Vejen snor sig i hårnålesving og over små bække og igennem dybe slugter. Et prægtigt skue
Efter besøget fortsatte vi mod vest for at komme ud til kysten. Meningen er, at vi skal besøge en by Carmel by the Sea, hvor mange af de moderne hjælpemidler ikke er i brug. Derefter kører vi  mod syd for at se Solvang, hvor der er en helt lille dansk by og til slut når vi frem til Anna-Lisa, som har tilbudt os husly de sidste dage.
Vi har lige fejret med en saftig bøf, at det er 1 år siden at vi gav hinanden ja på at være kærester. Det holder endnu.

Kærlig hilsen lc og ne

Ingen kommentarer:

Send en kommentar