Brev 15 pinsegudstjeneste i Yorba Linda og besøg

27. maj - Pinsedag i Yorba Linda – gudstjeneste og besøg hos Karin og Bart

  

27. maj - Pinsedag i Yorba Linda – gudstjeneste

NE fortsætter.

Jeg havde glæder mig meget til at holde gudstjeneste i Den Danske kirke i Yorba Linda, Californien. Tilmed en pinsegudstjeneste. I kirken findes der en hel række messehagler og netop til Pinsedag var der en helt speciel. En dyb rød med guld broderier på forsiden og andre steder. Den var lavet af en af menighedens medlemmer, og hun havde også lavet nogle andre til den kirke. Efter at have aftalt med organisten om hvornår jeg ville messe, så han kunne give mig den rette tone, gennemgik stedets egen præst Anne-Grethe gudstjenesten med mig. Til hver gudstjeneste bliver der lavet et blad hvori gudstjenestens gang er trykt og indeni bladet ligger et ark med dagens tekster. Jeg fik hjælp til nogle engelske bønner, men vi aftalte at hele nadveren kunne jeg holde på dansk og fadervor og velsignelsen ligeledes.

Else havde sagt ja til at optage gudstjenesten på video, og vi havde lånt et stativ af en i menigheden. Der var ca 50 kirkegængere og jeg stod nede i døren og hilste dem velkommen. Mange af dem kommer langvejs fra. Det er ikke ualmindeligt at de har 2-2½ times kørsel hver vej til kirke. Afstandene er enorme herovre.

Selve gudstjenesten forløb som en almindelig dansk gudstjeneste med indgangsbøn og salmer og læsninger og prædiken. Jeg læste beretningen fra Apostlenes Gerninger om pinseunderet at helligånden fordelte sig på dem og satte sig på dem som indtunger, og de talte i alle tungemål. Kirken har en glasmosaik bag alteret og det er netop et helligånds motiv. Helligånden symboliseret ved en due og derunder var der indtunger. Det var nærliggende at tage udgangspunktet i den rude, men i øvrigt konstatere, at pinsen for det meste bruges til at se pinsesolen danse eller tage på pinsecamping. Men pinsen er kirkens fødselsdag og det er den vi skulle fejre. Min prædiken blev holdt på engelsk og jeg havde indtryk af, at der blev lyttet. Der var i hvert fald ingen der snorkede så de kunne vække nogen andre.

Efter gudstjenesten var der en dejlig lunch bestående af noget fisk og rigtige røde rejer. Den var særdeles veltillavet af Karin som sammen med Bart hendes mand stod i køkkenet. Vores egen værtinde Anna-Lisa var også mødt tidligt for at forberede frokosten. Det er imponerende at hun både kan have 2 unge mennesker og os gamle boende og så været aktiv i kirkens arbejde. Jeg benyttede lejligheden til at fortælle lidt om meningen med vores tur og min tid som præst i Sydslesvig. Efter mit lille foredrag kom Winnie Sher hen til mig og fortalte at hendes familie stammede fra Sønderborg og nogle af hendes slægtninge havde oplevet at være en del af Tysland indtil 1920 og tilmed havde deltaget i krigen på tysk side. En anden Karin fandt ud af, at hun og jeg havde gået i børneskole sammen på Odense Seminariums øvelsesskole, hun i en klasse under mig. Men vi kunne ikke huske hinanden fra den tid. Sådan var der mange, der på den ene eller anden måde kom og fortalte deres historie og om hvordan og hvornår de var kommet til Californien.

Besøg hos Karin og Bart

Da frokosten var forbi blev vi inviteret af Bart og Karin til at besøge dem. Atter måtte vi sande, at man ikke lige kører i 10 min, nej turen tog 1½ time før vi var ved deres hus og så var vi halvvejen til San Diego. Vi fik en meget hyggelig eftermiddag. Karin havde været smørrebrøds jomfru og Bart havde været It kyndig. De havde begge været gift før og – tænk jer – mødt hinanden for 4 år siden på internettet. Det var pudsigt at vi begge par havde mødt hinanden på den måde.

Det blev sent inden vi atter var ”hjemme”, og næste dag havde vi en aftale om, at besøge Winnie på 76 i Palm Springs.

28. maj - 2. pinsedag besøg hos Winnie Sher – Palm Springs

Hendes bolig lå 2 timers kørsel over 2 bjergpas fra vores opholdssted. Da vi kørte over passene så vi pludselig en skov af vindmøller. Vi læste at de havde en forsynings­kapacitet til 100.000 husstande

Da vi nåede adressen viste det sig, at der var en port, som vi ikke kunne køre igennem. Vi ringede til hende og efter nogen køren rundt, hvor vi ikke kunne finde ud af, hvordan vi skulle komme ind til hende, hentede kun os i sin bil og sørgede for at vi kom igennem den sikkerheds port alle skulle igennem for at komme ind på det lukkede område. Udenfor var der mest ørken, men indenfor var der frodige græsplæner og golfbane og kunstig vanding, som børnene kunne lege i. Winnie havde været stewardesse og på den måde rejst over hele verden. Det var dejligt at besøge hende og hun havde et hjem med danske og tyske møbler. Hun havde et computerproblem med en langsom notebook og jeg var heldig at jeg kunne ændre lidt på det ved at bringe den tilbage til de oprindelige indstillinger. Den blev meget hurtigere af det. Det blev sent før vi atter var hjemme vel 23, men vores GPS fandt ”hjemmet” uden problemer.

29. maj – Så nærmer vi os hjemturen.

Vore dejlige værter Lenord og Anna-Lisa. Vi har været så heldige at være gæster hos dem. Tusind tak for jeres venlighed og gæstfrihed.

Den sidste aften i LA vælger vi at holde sammen med vores værtspar og de to unge mænd. Vi lægger gode bøffer på grillen og forsøger at lave noget lækker salat til.

Hermed slutter vores rejsebreve fra USA. Nu lander vi forhåbentlig i Billund d. 31.05 hvor Lis og Henning har lovet at hente os.

Vi siger farvel og tak til alle jer i USA som har vist os gæstfrihed og til jer der har læst vore skriblerier tak for godt følgeskab.

Kærlig hilsen Else og Niels Ebbe 

Brev 14 Langs Stillehavskyste

Kære venner/fam

Videre mod Stillehavskysten

Så blev det lørdag den 26. maj og vi fortsætter forventningsfulde køreturen mod Carmel, en lille by, der ligger ved Stillehavskysten lidt syd for San Francisco. Den er i amerikansk forstand med sine kun ca. 4000 indbyggere og – siges der - 850 hunde en landsby. De små og meget romantiske huse har ingen numre, træer kan ikke fældes uden byrådets tilladelse og der er hverken trafiklys eller parkometre. Alt går stille med fuldt stop ved alle vejkryds. Her bliver vi opmærksomme på en detalje i den specielle arkitektur: skorstenene, der fører tankerne hen på Gaudis arbejde i Barcelona. Her er det dog den næsten samtidige arkitekt Hugh Comstock, der har æren. Desværre regner det og vi er så pressede tidsmæssigt, at vi vælger at fortsætte ned langs kysten – også selvom vi sagtens kunne have fået en hel dag til at gå her.

Regnen bliver til dis efterhånden som vi kommer ned ad The Pacific Coast Highway. Totalt overraskede er vi, der havde forventet en tur langs en bred sandstrand, hvis vi skulle tro kortet. Her er klipper, der er stejlt, men frodigt på klippesiderne. De grønne nuancer og disen fik os til at tænke på, om det er sådan, der ser ud på Færøerne. Albert Bertelsens billeder in natura.

Disen letter, men de nu hvide skyer går i et med havet i horisonten, medens en klar blå himmel toner frem ovenover. Hvor højt er vi egentlig?

Pludselig ser vi i det skærfyldte vand noget, der kan minde om sæler – eller er det hvalrosser? De er i alle tilfælde store. Vi holder ind til siden og forbløffes endnu engang totalt. Strandbredden nedenfor klipperne er totalt dækket med elefantsæler, der bader i sandet for at mindske kløen fra det hudskifte, der er så specielt for denne type sæler, inden de fortsætter deres tur mod Alaska. I kan se mere her: http://www.bigsurcalifornia.org/elephant-seals.html.

Da vi kørte videre mod syd, kikkede vi på hinanden og sagde: Nu kan der da ikke vente os flere overraskelser! Jo, vi blev klogere!

Jeg sad ved siden af Niels Ebbe og kunne fornemme, at farten var rigelig og satte selvfølgelig ord på mine tanker: Jeg har altså ikke tænkt mig at betale halvdelen, hvis du får en fartbøde! Minde end 4 minutter efter sagde Niels Ebbe: jeg tror, politiet er efter os. Og ganske rigtigt. Blå blink m.m.. Altså ind til siden osv., men jeg tror, den mand er i stand til at sælge sand i Sahara. Han fortalte betjenten om vores tur og at han var præst og skulle holde gudstjeneste i Yorba Linda dagen efter. Jo, den kirke kendte betjenten godt – og tro det eller lad være: Niels Ebbe slap for at betale 350 US dollar i bøde – You don’t want to pay a fine of 350 US dollars (du vil vel gerne slippe for at betale en bøde på 350 US dollars)  – Of course not (selvfølgelig ikke)  var Niels Ebbes svar. Jeg behøver vel heller ikke at tilføje, at der efterfølgende blev holdt øje med både fartskiltene og speedometeret.

I forbindelse med gudstjenesten i den danske kirke i Yorba Linda, var vi blevet tilbudt overnatning hos to meget afholdte yngre mennesker: Anna Lisa Knudsen og hendes mand Lenord. De er meget gæstfrie og har ofte gæster boende. Pt også to meget sympatiske unge danske mænd, der tilbringer et sabbatår med fokus på foldboldtræning af børn og unge, inden de skal fortsætte deres studier i henholdsvis statskundskab og International Business and Politics . Lenord er ejer af et firma, der laver custom-cars. Ikke helt almindeligt, men se selv her: http://www.lenordscustomfabrication.com/.

Brev 13 besøg i Sequoia National Park

Brev 13 Los Banos 100 mi fra kysten ved `Carmel by the Sea 25.05.12

Besøg i Sequoia National Park

I Sequoia parken findes de store berømte Sequoia træer, hvor af de ældste går 3-4000 år tilbage. Vi stod ved en skive skåret ud af et træ og den var 2210 år gammel. DVS. at den er fra før Kristi fødsel.

Nu har vi set så mange store seværdigheder og nationalparkerne har været fantastiske at besøge. Vi er næsten løbet tør for superlativer. Men hvordan skal man beskrive General Shermanns Træ som indeholder den største træmasse noget træ har i hele verden. Det er ikke det højeste, med sine 84 m. men det måler i omkredsen  ved roden 31 m og skønt det er gået ud i toppen så vokser det stadig og hvert år bliver det tykkere og tykkere. Vejene i parken er så snoede at ingen køretøj over 22 fod må køre derinde. Det var en svir at drøne gennem hårnålesvingene og nyde gyset ved at se ned i kløfter der var flere km dybe. Et enkelt sted Moro Rock var der en trappe med 440 trin. Ad den kunne man bestige et højt klippefremspring, så man havde en enestående udsigt over dalen og floderne som løb sammen ved dets fod. Else siger, hun har højdeskræk, men alligevel kravlede hun op ad trappen helt til toppen og det lønnede sig ved det syn, der bredte sig ud for vores åsyn.

Vi besøgte The Giant Tree Wood, giganternes træ skov, og måtte gang på gang stå ud af bilen og lægge hovedet helt tilbage for at kunne se op til trætoppen. Vi undrede os over at langt de fleste træer havde store brandsår. Men fik at vide, at selv ikke en skovbrand kan nedlægger de træer. Tidligere anså man skovbrand for at være fatal og ødelæggende for skoven, men så erfarede man, at skovbrande skaber de betingelser der skal til for at skoven kan reproducere sig selv, Brande efterlader aske som er en grobund for frugtbarhed og de åbner skovbunden så solen kan nå helt ned. Man antænder endda brande som man så kontrollerer, men til gavn for de store træer. På billederne kan man se hvordan alle træerne har været i brand. Et af træernes vældige stammer lå over en vej og var udhulet så man kunne køre igennem det.

Deres bark er så tyk, flere meter, at ilden kun kommer til at skade dem overfladisk. Deres rødder går 50 – 60 meter ud og det gør, at træerne bliver stående under næsten alle forhold.

Sequoia er kendt for den store forskel der er mellem de varme nederste steder til kulden og endog sneen på de højeste. Vi erfarede begge dele. Fra 30 grader nede i bunden, hvor jeg havde shorts og en åbenstående skjorte på , hvor Else havde sandaler uden strømper og en  let T-shirt, og til vi kom op i højderne hvor det var bidende koldt og sne, ikke i store mængder, men dog så meget, at alt var iskoldt at røre ved. Da skiftede jeg til lange bukser og flere lag bluser og en vindjakke, og jeg frøs som en lille hund, i en meget tynd snor. Else tog alt hvad hun havde af varmt på og ecco sko men med bare tæer, og hætten godt op om hovedet. Vejen snor sig i hårnålesving og over små bække og igennem dybe slugter. Et prægtigt skue

Efter besøget fortsatte vi mod vest for at komme ud til kysten. Meningen er, at vi skal besøge en by Carmel by the Sea, hvor mange af de moderne hjælpemidler ikke er i brug. Derefter kører vi  mod syd for at se Solvang, hvor der er en helt lille dansk by og til slut når vi frem til Anna-Lisa, som har tilbudt os husly de sidste dage.

Vi har lige fejret med en saftig bøf, at det er 1 år siden at vi gav hinanden ja på at være kærester. Det holder endnu.

Kærlig hilsen lc og ne

Brev 12 Earlimart Motel 24.05.2012

Brev 12 Earlimart Motel 1200 North Front St. Earlimart, CA 93219 24.05.2012

Kære venner/fam.
Vi skriver her om 22.-24. maj 
Billeder klik her

Bule i RV, hyggelig middag med Tina og væltet med MC

22.05.12

Siden vi sidst skrev, var vi parate til at aflevere vores RV ved Cruise Amerika I nærheden af LAX (Los Angeles Internationale lufthavn). Tirsdag d. 22. maj gjalt det om at få gjort vores RV ren og få pakket vore pakkenilliker, sådan at vi kunne aflevere den i god stand. Vi havde kørt 3200 miles uden en skramme, og det var vi lidt stolte af. Lige ved siden af os holdt en anden udlejnings RV med Petra og Wolfgang Magiera fra Schwaben, og Wolfgang havde været så uheldig at rive sit venstre spejl af. Heldigvis, tænkte jeg, er det  ikke sket for os. Så vi stod op kl. 6 og gjorde vores sidste forberedelser til at køre. Først lige før vi skulle køre kunne den unge pige vaske gulv og rydde det sidste op i køkkenet. Det er jo dejligt at tyendet med sig, - ik’ sandt.

23.05.12

Nå,  men så skulle vi lige hen for fylde tanken så der var præcis halvdelen af tanken fyldt sådan som stod der i vores kontrakt. Ligeledes skulle vi også have propan på for tanken skulle være fuld. Det gik fint med at tanke benzin og derpå skulle jeg vende den store kasse på en meget lille tankstation. Men det er jo ikke noget problem, når Else står og ser efter at jeg ikke vælter nogen benzinstandere med bagenden, og så var det bare lige at dreje lidt til højre, for at propanslangen kunne nå.  Bang sagde det og ned raslede et eller ved den  højre side af vores RV. Else stod jo i den venstre side, sådan som jeg altid har ønsket det. Jeg sprang ud af bilen for at erfare, at jeg med den højre spids af alkoven havde ramt et reklameskilt for tankstationen hvor der var priser på benzin og nu lå numrene i et rod nede på asfalten, og vores fejlfrie RV havde fået en skramme, som ikke var til at skjule. Pokkers også. Kunne du ikke……Dum er man jo i skuffelsen. Tankmanden kom ud og sagde. Nå nu igen. Åbenbart var det noget der skete jævnligt. Heldigvis var alle vore papirer i orden og manden tog det helt roligt og skrev alt ned og jeg skrev under og så kørte vi til Cruise Amerika. Jeg var lidt slukøret, da jeg aflevere skadesrapporten, men så kunne vi se, at der bogstaveligt ikke var en eneste af de vogne, som stod der der ikke havde fået nøjagtig samme skade. Jeg regnede på udgiften og skønnede at det nok blev 800-1000 dollars, men vores cruise amerika mand sagde at jeg skulle af med 150 USD, resten var forsikringens sag.

Vi tog en taxi til biludlejningsfirmaet Advantage for 50 USD. Else havde insisteret på at betale. Det kan vi altid forklare senere.

Der var en lang kø. Vi måtte vente i lang tid, inden det blev vores tur. Da vi fik vores bil, en KIA, den billigste opdagede vi, at 12 volt stikket ikke virkede. Da vi gjorde opmærksom på det sagde damen, jeg giver jer en anden bil, gør det noget, at den bliver større for samme pris. På den måde har vi fået en dejlige Chevrolez Malibu med automatgear og alt det andet smarte. Den kører som en drøm og er næsten helt ny. Så der var vi heldige.

Nu havde vi en god dag foran os. Vi havde læst om J. Paul Getty, oliemillionæren der brugte sine midler på at hente kunst fra Europa til USA. Gennem hans midler var der finansieret et center for kunst og det var bare at følge en rute så ville man havne inde i en underjordisk garage, betale 15 USD, så var resten gratis. Et specielt tog kørte os op til toppen af et højt bjerg og pludselig åbenbarede der sig et kunstcenter, som hverken Else eller jeg nogensinde har oplevet mage til. Mest bemærkelses værdig er arkitekt Richard Meiers ideer om at kombinere buer med skarpe geometriske figurer og glatte og rå flader imod hinanden. Uanset hvor vi vendte øjet hen, fik vi en æstetisk oplevelse som vi aldrig før har fået. Murværket var grove marmorsten så når solen stod næsten lodret ned så kastede de nogle spændende skygger. Der var springvand og der var udstillings haller 5 i alt. Man kunne gå fra det ene niveau til det andet. Se 1300-1400.  talts altertavler helt primitive og uden perspektiv til de store italienske malere Rubens, El Grego, bl. a. og til flamske malere med Rembrandt og til de franske impressionister bl. a. Van Gogh, Monet, Manet, Gauguin, Toulouse Loutrec og og og – og der sneg sig en enkelt dansk maler ind, Købke fra hans Græske periode. Jeg kunne virkelig godt onde jer, at gå sådan et sted med Else. Hendes billediagtagelse og forståelse af og viden er enorm. Måske er det mig, der er underudviklet, eller jeg har i hvert fald ikke lært det samen med teologien, men Else fortalte om bl. a. hvad pastelmalerier var, og vi studerede hvordan kunstneren med farve kridt havde frembragt en næsten  tredimensional virkning, når han gengav en piges hår eller hermelindskåbe, se billedet af Lieotard. Sådan fik jeg den ene fine kunstoplevelse efter den anden. Mellem de enkelte pavillioner kom vi ud i det fri og kunne atter se nye sider af den smukke og særprægede arkitektur.

Vi er enige om, at dette har været turens højdepunkt, så betagende var det.

Mødet med Tina

Vi havde en aftale med Tina, min klassekammerat Finns datter, som har boet i LA i mere end 10 år bl.a. som filmjournalist, havde tilbudt at huse os natten mellem 23-24, så vi mødte op hos hende sidst på eftermiddagen. Det blev et dejligt møde. Vi kendte ikke noget til hinanden ud over at jeg vist var en sjov fyr, hvor hun så har fået den opfattelse fra må stå hen i det uvisse, men vi kom hurtigt til at tale sammen om hvordan det var at bo her og hvordan det var at være væk fra far og mor. Vi foreslog at vi skulle gå ud og spise og jeg skal sandelig love for, at Tina havde fundet et spændende sted. Højt oppe på et bjerg med udsigt over dalen  nød vi vore drinks på terrassen. Vi fik en Margerita og 2 glas hvid vin for ”kun” 35 USD (ca 250 kr). Fundet for den pris, og så tør jeg slet ikke fortælle hvad middagen kostede. Men det var et meget charmerende sted, og vigtigst af alt var det en gammel mand som nød de unge pigers selskab. Tusind tak Tina for denne fine oplevelse.

Da vi vendte tilbage til hendes lejlighed kunne vi hilse på farmand Finn på Skype, så det var en i alle måder vellykket aften.

24.05.12 Leje af MC og ændring af planer

Vi sov herligt og var friske kl, 6:30 om morgenen, og da havde Tina vist nok ikke fået øjne endnu. Der blev lavet dejlig morgenmad til os og vi blev rigtig forkælet.

Så ved 9 tiden gik turen videre til mine drømmes mål: en motorcykeltur med Else i et klima så man godt kan køre i uldne sokker og underbukser. Vi fandt Eagel Rider som råder over 2500 udlejning motorcykler af mærket Harley Davidson. De er det største udlejningsfirma i verden.

Der stod de så de flotte maskiner på en lang række. Folk vimsede ud og ind og nogle kom og returnerede deres Harleyer og andre fik udleveret dem med ønsket om god tur. Snart blev det vores tur og jeg ville så gerne have en rød, men det kunne de altså ikke opfylde for mig, derfor fik vi en sort Electra Glide  med store tasker og et fint bagsæde med ryglæn til Else. Else kunne endda leje en læderjakke, så hun så virkelig sej ud. Jeg blev klar over, at hun nu havde lagt alle betænkeligheder til side og ville med på vores tur. Vi fandt også hjelme, men besluttede alligevel at købe en ny til Else, for at den skulle passe rigtig godt.

Vi havde aftale om, at vi skulle returnere MC’en kl. 14 lørdag og derfor kunne vi normalt ikke få udleveret nøglerne før kl. 14 den dag. Men de var meget venlige og sagde, at de ville give os maskinen med det samme.

Vi pakkede taskerne og der kunne være virkelig meget i dem. Så blev jeg instrueret i alt det tekniske og jeg indrømmer at det kneb lidt for mig. Der er en gearpedal både til tæer og hæl. Når man skulle i første gear kunne man enten træde med hælen eller træde gearpedalen ned med tæerne. Derefter kunne man skifte gear opad ved at vippe tæerne op eller trykke hælen ned. OK man er vel universitetsuddannnet, så det skulle nok gå. Jeg startede dyret og erfarede at maskinen egentlig var meget tung, og noget anderledes end de BMW’er jeg plejer at køre. Men nu skulle det være og jeg satte i første gear og kørte lidt frem på deres areal – kun med det resultat, at jeg væltede med maskinen fordi jeg ikke gav nok gas. Else er et meget tiltalende menneske, så hun tog ikke nogen billeder af min fiasko, men en tililende medarbejder hjalp mig med at rejse dyret op igen. Så kørte jeg lidt ned af deres gårdsplads som ikke var bredere end en smal vej og det gik helt godt, men da jeg skulle vende måtte jeg have begge benene i asfalten og forsigtigt hjælpe det store uhyre rundt. Da jeg kom tilbage var Else ligbleg, og jeg kunne se, at nu var der langt fra succes. Jeg kørte en tur ud på gaden og over flere lyskryds og det gik godt, - at køre lige ud – og ikke standse. Ved en portåbning kørte jeg ind og så havde jeg nær aldrig fået vendt uhyret uden at vælte, men det lykkedes og jeg kom frelst tilbage til Eagel Rider. Den venlige medarbejder sagde: Er du sikker på den ikke er for stor. Det er jo lidt hårdt at høre, når jeg har været så kålhøgen i mine foromtaler. Men jeg indrømmede og så fik jeg en low rider, som var meget nemmere at håndtere. Min prøvetur inden for murene gik godt, men nu havde Else mistet lysten og sagde at hun undte mig at køre selv.

Jeg hader at indrømme dette, men hun gav mig legitimiteten til at spørge udlejeren om jeg kunne annullere min kontrakt og få mine penge tilbage. Svaret var helt klart: Safety comes first. Sikkerhed frem for alt. Uden at gøre vrøvl, men faktisk støtte mig i en annulering rullede vi alle udgifter tilbage og Else og jeg var begge glade og lettede. Endnu engang gælder det gamle ord, at det ikke altid går som præsten prædiker, men altså jeg fik et nederlag, men jeg har jo Else, så hvem ville ikke vælge.

Nu havde vi pludselig fået en masse bildage forærende. Så vi besluttede at begive os nordpå for at nå Sequoia & Kings Canyon National Park. Det var bare at køre ud ad I 405 forbi Getty Center og så i ro og mag komme derop ad.

1 times tid fra målet drejede vi fra hovedvejen og kom ind i en rigtig wild West by med ganske få huse og et stort skilt MOTEL. Der er vi nu. Har fået noget at spise og nydt et godt bad og så glæder vi os over kun at betale 45 usd for 1 nat. Det er et rigtigt gammeldags motel, hvor vores bil holder på sin egen parkeringsplads uden for døren. Et rum domineret af en dejlig stor og blød seng og der er brusebad og køleskab og Internet.

Derfor kan vi nu sender jer alle vores kærligste hilsener fra de to x MC farere, eller næsten  x mc’ere. Vi har det bare dejligt.

Kærlig hilsen lc og ne

Brev 11 Gudstjeneste i Dansk kirke i Yorba Linda

Dansk kirke i Yorba Linda, Los Angeles

Nyt album klik her

 Pinsemosaik vinduet

  Danske lutherske kirke og kulturcenter

 Pastor David Wenger

Kirkesalen med orglet oppe over våbenhuset

Kære venner/fam.
Det er vist ikke hver søndag vi står op kl. 07:00 for at nå en gudstjeneste kl. 11. Men det gjorde Else og jeg i dag d. 20.05.2012. Kirken ligger 65 miles = 106,4 km fra vores campingplads. Vi kørte med vores store hus igennem en lille del af byen, som i øvrigt har knap18 millioner indbyggere når forstæderne regnes med. Mere end 3 gange så mange som hele den danske befolkning. Trafikken sådan en søndag formiddag var enorm. Vi gemte os i inderste spor og kørte ind ad PCH (Pacific Coast Highway) som går fra LA til San Francisco. Vi havde ingen problemer med at finde vejen. Vores gode Gud og GPS hjalp os med at finde I 10 og derefter 60 og 91 osv. Og da der var gået 1:45 timer var vi ved målet: Danish Lutheran Church and Cultural Center, Den danske lutherske kirke og kulturcenteret.
Vi blev overmåde venligt modtaget af Søren Finsen, præstemand til præsten Anne-Grethe Krogh Nielsen, som viste os rundt både i præstegårdshaven og boligen og i kirken. Vi var veludrustede med varme hilsener fra Marianne og Jesper Hougaard larsen og fra Chresten og Magda Væver. Jesper har været deres præst og blev husket af mange kirkegængere, og Chresten har også været deres præst og ham huskede de også.
Hvor er det enestående at der findes en dansk kirke, som slet ikke får nogen støtte fra Danmark, men klarer hele den økonomiske situation ved egne gaver og indsamlinger. Det er den 3. kirke de har bygget. De to forrige har de forladt og til sidst kom de til Yorba Linda i 1994. En storslået gave på 1 million fra en mejerimand, Tom Knudsen + indsamling af nok 1 million blandt deres egne muliggjorde bygningen af en stor kirke og et kulturcenter med. Vi var så heldige at træffe Carlo Christensen, president for den lokale Rebild kommitte ved lunchen bagefter. Han havde også et stort hjerte for Sydslesvig. Var Mejerist fra Danmark, som kom til USA 1955 og havde bevaret kontakten til alle tidligere præster og desuden medlem af grænseforeningen. Sådanne personligheder er de drivende kræfter i det store kirkelige arbejde som foregår bland danske immigranter. Hans portræt hænger også på det danske immigrant museum i Elk Horn, som vi begsøgte på vej over prærien.
Gudstjenesten foregik helt på engelsk, men alle salmerne var oversættelser af vores kære danske påske og pinsesalmer. Man synger efter en salmebog som har titel efter salme nr 4 i den gamle salmebog: Giv mig Gud en salmetunge. Grand me God the gift of singing. Liturgien fulgte i et og alt den danske gudstjeneste. Næste søndag skal jeg have gudstjenesten og Else og jeg blev budt hjerteligt velkommen i slutningen af gudstjenesten af pastor David Wenger, som forrettede gudstjenesten, medens deres egen præst Anne-Grethe deltog i DSUK's kollega møde, som denne gang blev holdt i Argentina. Jeg deltog selv i et tilsvarende møde juni 2003 i Edmonton, Canada førend jeg tiltrådte som præst i Grimsby, Ontario, Canada.
Efter gudstjenesten var der lunch, og vi blev inviteret til at være med, så der fik Else og jeg god lejlighed til at træffe blandt andet Hans Clausen fra Svendborg og flere andre, som kunne tale dansk. Når jeg holder gudstjenesten pinsedag vil jeg sige Fadervor på dansk og lyse velsignelsen på dansk, ellers bliver det alt sammen på engelsk.
I de næste par dage skal vi gøre vores RV ren så den  kan afleveres på onsdag  ved 9 tiden. Derefter tager vi en taxa tilbage til lufthavnen for at hente den bil vi har lejet den sidste uge.
Vi siger inderlig tak til Tina Jøhnk Christensen, datter af min skolekammerat Finn Christensen, hvor vi får lov at sove natten mellem 23. og 24. 05
Den 24.05 kører vi til Eagel Rider, motorcykel udlejningsfirmaet, hvor vi skal have vores Harley Davidson Electra Glide. Den har vi  lejet til lørdag. Om lørdagen er vi inviteret til at bo hos et medlem af menigheden Anna-Lisa Knudsen indtil vi skal rejse d. 30.05 med hjemkomst 31.05 kl. 18:30 i Billund. Vi siger tak til Lis og Henning, fordi de vil hente os der.
Kærlig hilsen fra toenigheden lc og ne

Brev 10 Den danske kirke i Yorba Linda

 Den danske kirke i Yorba Linda

Kære venner/fam

I dag er det lørdag den 19.05.12. I morgen søndag tager vi til gudstjeneste i den danske kirke i Yorba Linda, Los Angeles. Else lader i den grad tankerne gå til Marianne og Jesper, som har været præstepar i kirken  og de følger os på turen. Den ligger ca 60 miles herfra så vi tager af sted kl. 9 for at nå gudstjenesten kl 11. Der er lunch bagefter, står der på hjemmesiden. Vi glæder os til at være sammen med menigheden.

Kærlig hilsen fra toenigheden

Brev 9 Hans Jørgen er velbeholden i Danmark

Vi har hørt fra Hans Jørgen

Det blev noget af en rejse for HJ. Hans fly var 2 timer forsinket fra Los Angeles. Derfor blev han tilbudt at lave billetten om, så han skulle flyve over Boston. Men han vidste ikke, at der var 5 timers ventetid før han kunne komme over Atlanten. Da han  ankom til Frankfurt var der yderligere 5 timers ventetid og han landede fredag aften kl. ca 19:00 i Billund. Han skulle være landet 11:30. Det var en træt Storebror der kom tilbage til det lille Danmark.
For 5 min siden har vi talt sammen på Skype så han er online nu.

En spadseretur

 Dejlig udsigt. Flere billeder klik her

For 21 dollars fik vi 3 store bøffer, som vi let kan dele til 6 af denne størrelse

For lidt siden gik Else og jeg en  tur langs stranden. Bølgerne slår ind over en bred sandstrand og de er så voldsomme, at det er farligt at bade, hvis man ikke, som jeg forstår at gøre det med måde. Jeg lægger mig i 30 cm vand og lader mig overskylle af bølgerne. Men det kan godt være lidt svært at komme op at stå igen, når bølgerne bliver ved med at rive underlaget bort under mig. Vi gik langs en meget befærdet vej hvor bilerne susede af sted i rask tempo. Der var også mange motorcykler og desuden overraskende mange cykler. De sidste kom ofte i store flokke med flyvende fart. Nå men vi gik mod nordvest altså bort fra Los Angeles, og regnede med at vi snart ville støde på en sidevej, hvor vi kunne komme lidt bort fra landevejen. Joh, vi fandt da også en hvor der med store typer var forkyndt, at her var det privat område og vej, men at de aller nådigst ville tillade at man gik forbi. Lidt henne af vejen var der en lang trappe ned til stranden. Et par unge mennesker havde sat deres fiskestænger op og havde fanget en  fisk, så vi. Vi gik hen ad stranden forbi nogle store kasser (boliger) som fyldte hele skråningen og tog udsigten fra dem, der var oppe på skrænten. Men vi var jo nede og tænkte at vi kunne gå langs stranden og komme op lidt længere henne. Men nej. Overalt var der enten klipper eller ståltråd så det var umuligt at komme op. Vi måtte gå tilbage og op til den larmende hovedvej igen. Så opgav vi yderligere udflugtsforsøg og har netop spist en herlig frokost med røget laks og skinke med ost og resterne af Elses dejlige brokoli salat fra gårdsdagens kulinariske orgie, hvor vi spiste STORE BØFFER stegt på grillen, Uhm.
Nu fortsætter vi med at slappe af, for jeg fik skrevet min prædiken i går til pinsedag.
Kærlig hilsen fra lc og ne

Brev 8 - RV camping i Malibu

Fra KOA pladsen ved Los Angeles

Bytur i Los Angeles

Hans Jørgen forlader os 

Niels Ebbe kastede sig i bølgen blå

Else pynter på udsigten

Verdens ur
16.05.2012
Paris tiden er den samme som vi har i Danmark og Tyskland

Hans Jørgen blev afleveret i LAX Los Angeles Internationale lufthavn kl 10 og som I ser på billedet så var han ventet på Radisson hotellet.
Else og jeg kørte ad Pacific Highway, som går mellem LA og San Francisco for at finde en RV plads som passede os.
Den har vi fundet. Vi ligger på en bjergskråning med udsigt over Stillehavet. I får senere lidt mere at vide om vores tur med sigthseeing bus til LA d. 15.05 og billeder kommer der også.
Kærlig hilsen fra toenigheden

Brev 7 - Hans Jørgen forlader os i Los Angeles

Op ad bjerget i Zion til Emerald pond

Rejsebrev  nr 7 -14.05.12 /ne

Los Angeles

Turen synger på sit sidste vers sammen med Hans Jørgen. Vi har haft det pragtfuldt på hele turen, og det har været en dejlig vinding for Else og mig, at Hans Jørgen sagde ja til at være med.

Lige nu er vi på en campingplads 35 mile fra Los Angeles, og her er dejligt fredeligt. Lige overfor vores RV holdeplads er der en swimming pool med spa bad ved siden af. Noget af det første vi gjorde, da vi kom fra vores store køretur på i alt 2954 miles = 4754 km, var at Hans Jørgen og jeg satte os i spabadet, medens Else tog sig en svømmetur i poolen. Da vi endelig fik Else lokket ned i vandet, lød kommentaren: Puh! ha hvor er det varmt. Og selv da Else havde sat sig, var hun ikke tilfreds. Den stråle er alt for stærk…. Hvad siger I? 

Nå men vi slap jer, da vi gik i seng i Zion parken for næste morgen at nyde dagen ved svømmepølen og slappe af. Sådan lå jeg og syntes jeg havde fortjent et hvil, da Hans Jørgen fuldt på klædt med korte bukser og Danmarks hat på hovedet sagde, at han lige ville rekognogsere (det staves nok ikke sådan) ved at tage shuttle bussen til parken for at finde ud af noget. Else og jeg gjorde os klare og ventede. Der gik 1 time der gik 2. Ingen Hans Jørgen. Jeg kom til at tænke på det med hundesnoren og Else kunne fornemme, at det trak op til uvejr, så hun sagde: Nu må du altså ikke skælde HJ ud, når han kommer.

Han kom ikke. Else SMS’ede. Intet svar. Så tog vi selv shuttlebussen til parkens indgang. Pludselig kom der en SMS. ”Er på vej tilbage”. Så fandt vi hinanden. Hans Jørgen i højt humør, for nu havde han fundet ud af, hvor vi skulle tage hen. Fint fint. Jeg kølede lidt af (Det var drønende varmt, så det kunne godt være nødvendigt).

Det blev en kanon dejlig tur. Langs med Vergin River og gennem svale tropelignende landskaber, forbi kvækkende frøer og og og og. Tak Hans Jørgen.
Las Vegas

Dagen derpå kørte vi videre for at komme til Las Vegas. Hvis jeg skal være helt ærlig, og det skal man jo en gang imellem -  når det ikke kan være anderledes -  så er det noget værre fis, med Las Vegas.  HJ og jeg havde købt en ny Ipad i et Wallmark med fuld returret og pengene tilbage indenfor 14 dage, og ellers ville jeg købe den. Det kunne der jo aldrig ske noget ved. Der er bare det ved det, at man ikke kan starte det skidt uden først at have et Itunes ID. Vi prøvede at bruge HJ’s kreditkort, men begge kort blev totalt afvist. Måske fordi de var udstedt i Ringe, det ved jeg ikke, men skidtet ville ikke starte. I Las Vegas på campingpladsen prøvede en KOA medarbejder forgæves at starte Ipad forfra. Men det er jo ikke en normal tablet PC, som ordentlige folk vælger, så det kan ikke lade sig gøre. Vi skulle til et Aple store for at få det gjort. HJ og Else og NE  storkede af sted, for at nå forretningen inden lukketid. Det varede ikke mange hundrede meter, så havde vi tabt Else. Jeg tror jeg går hjem og læser!!!!

Else er en selvstændig pige, så hende skal man ikke modsige, vel Else. HJ og jeg storkede videre. Imellem Casinoer og blinkende reklamer tabte jeg hurtigt HJ af syne. Han er jo 76 og kan ikke følge en vårhare på 72. Endelig var vi  fremme. Hurra 20 min før lukketid. En venlig Aple-mand gik i gang. Efter 20 forsøg måtte han opgive. Han sagde bare: "Aple!!" Og det vil vi godt give ham ret i. Intet hjalp og HJ og jeg mistede tålmodigheden og 10 min efter lukketid, måtte vi vende tilbage stadig uden at kunne åbne det skidt (IPAD). I næste Wallmark leverede vi den tilbage. Det eneste lyspunkt var at HJ havde givet 604 USD for skidtet og nu fik han 619. 15 USD for at flytte den fra en stat til en anden. Der er nemlig en højere skat på elektronik i Arizona end der, hvor vi havde købt den. Jeg ærgrede mig over, at jeg ikke havde købt 10 stk.

Da vi var på tilbageturen sagde HJ. Nu går vi hjem og siger til Else, at hun skal med hen af gaden for at se noget af Las Vegas. Sådan blev det. HJ var enten helt udkørt eller meget diskret, så det blev Else og mig, der så os omkring. Da vi stod foran et af casinoerne tog jeg i døren og uden problemer kunne vi træde indenfor i spillehallen. Tænk sig folk giver penge for at være der, det skulle da lige være for de lækre sild, som snoede sig i pooldans omkring en stang i liderlige positurer. Jeg bemærkede til Else, at det var dog det mest usexede jeg nogensinde havde set. Men vi gik lidt omkring og så folk tabe eller vinde millioner, vist nok. Vi gik ind i et andet casino og der var i hvert fald ikke noget der hed dress-code. Folk var klædt på ligesom de kom fra arbejde, og pigerne var ligeså kedeligt klædt.

Men nu har vi set Las Vegas, og det kan vi så prale med.

Grand Canyon

Et af vore største naturrejsemål var nu forude. Denne mægtede kløft er helt enorm. Her kommer lidt tal.

Grand Canyon er opstået ved millioner af års erosion af Colorado floden samt ved erosion af sne og regn og vind. Den er 440 km lang, 1600 m dyb og op til 30 km bred. Den strækker sig igennem sta- terne Utah, Arizona og Nevada. Området var engang dækket af hav og ved jordpladernes forskydninger rejste lagede sig til tider lodret op, så man tydeligt på sedimenterne kan se og aflæse stedets geologiske historie. Se fotoet som vi har taget fra en bog om nationalparkerne. Den ældste er Grand Canyon og den yngste er Bryce i geologisk henseende.

Stedet besøges årligt af 3-4 millioner mennesker. Man kan komme til kløften fra nordsiden eller fra Sydsiden. Vi bar blevet anbefalet af Vibeke og Bo, som vi traf i Zion, at tage indgangen ved sydsiden.

Vi kikkede efter den lufthavn, hvorfra man kunne flyve med helikopter hen over kløften. Da vi kom til Maverick Helikopter service fandt vi ud af at der var en tur på 50 min som kostede 230 pr mand. Den valgte vi. Vi kunne overnatte på parkeringspladsen ved hangaren og så sparede vi da den udgift.

Helikoptertur 12.05.12 Kl 8:30 

Vi skulle være parate for at få en af de første morgenflyvninger. Kl. var 05:30 da jeg stod op. HJ glippede med øjnene, da jeg pludselig var stået op. Det var vist første gang, at HJ ikke var først oppe.

Forud for flyveturen skulle vi vejes, Og der var ingen af os, der blev fundet for lette. Vejningen sker af hensyn til vægtfordelingen i maskinen. Vi 3 kom til at sidde i 2 række. Der var plads til 7 passagerer og vi var kun 6.

Det er en mærkelig fornemmelse, når helikopteren letter og holder sig svævende få centimeter over jorden. Så bakkede han og slog et slag henover en mark i meget lav højde ½ meter, vendte og lod maskinen stryge fremad og opad ind over en stor skov, som dækkede kanterne på sydsiden. Piloten sagde: så om få sekunder sker det: WAW ud over skrænten - uden sikkerhedsnet kun hængede i en lille spinkel pastikkube. Vi så ned i dybet 1600 m nede. Skrænten var stejl og maskinen holdt sig svævende over Colorado floden, som sås dybt nede. Vi kunne ingen mennesker se, vel nok på grund af afstanden. Det var et flot syn og det gav et gys i os, og jeg råbte Åh! Medens jeg klamrede mig til mit videocamera for at få det hele med hjem i min erindringsskuffe. Så fortsatte vi op igennem kløften mod øst og så det ene storslåede bjerg efter det andet. Farverne vekslede mellem dyb rød og grøn og grå og sort. På et tidspunkt fløj han så tæt forbi et bjerg, at jeg troede rotorvingen ville ramme. Piloten havde sagt at han kunne høre, hvad vi sagde, og vi skulle kunne høre hvad han sagde og at vi gerne må komme med kommentarer eller synge. Det sidste kunne jeg ikke lade være med. Så det blev til første vers af "Ingen er så tryk i fare". Piloten havde nok ikke regnet med, at nogen tog hans ord bogstaveligt, for han sagde, at det havde han ligegodt aldrig oplevet før. Vi har hele flyveturen på video, idet der blev optaget med et camera under flyet på hele turen. Der kan man også høre min ”skønsang”.

Efter landingen tog piloten billeder af os, dem ser i på vores webalbum, når det bliver færdigt.

På denne måde havde vi fået et fantastisk overblik over en meget lille del (1/50 del sagde piloten) af Grand Canyon. 


Jeg kunne godt havde ønsket at vi fløj op igennem kløften og ned i den. Tidligere landede man i bunden for at folk kunne gå lidt rundt, men af sikkerheds hensyn var den del sløjfet. Vores oplevelse var alligevel kanonstor og vi var meget tilfredse.

Vi kørte indenfor porten og satte vores RV på en parkeringsplads. Så tog vi shuttle bussen til en vestlige destination og gik langs med skrænten tilbage. Vi gik helt ude  på kanten og man undrer sig over, at der ikke er mere sikkerhed. Ved den mindste lille fodfejl, kunne man falde i hundredevis af meter ned af bjergsiden. Ingen af de billeder, vi  har taget, yder naturen og dybderne retfærdighed. Det kan simpelthen ikke fotograferes. Indrømmet vi var efterhånden blevet så fyldt at store indtryk, at vi næsten ikke orkede mere. Men Grand Canyon er nok den største seværdighed vi har set. Men vi har også været i Arches og Bryce og Zion og de rummer ligeså imponerende storhed og skønhed, så vi har virkelig set, hvad der med rette kan forlanges når vi kun har 3 uger til det.

I går overnattede vi på en Wallmark parkeringsplads og nu er vi i Los Angeles og i morgen tager vi på en heldagstur med sightseeing bus. Så nu går vi alle over i pølen og svaler os eller varmer os. Her er der lige nu omkring 40 grader. Vær I bare misundelige 
Kærlig hilsen fra treenigheden
NB: billeder kommer senere. I kan abonnere på bloggen

Brev 6 - Rocky Mountains og Arches National Park

 Rocky Mountains og 

den røde bue i Arches

06.05.12
Natten startede med lyn og torden og endte smukt i kl art vejr med sol og behagelig temperatur. Vi var oppe omkring kl. 6 og på vej ad Highway I70 allerede kl. 7.

Var midt på formiddagen nede ved Coloradoflodens brusende løb mellem de stejle og rå bjergsider. I det hele taget har vi haft en så fantastisk køretur gennem bjergformationer så smukke og så forskellige, at man skulle tro, det var løgn. Derfor nøjes vi også i denne omgang med at lægge et lille udvalg af vore mange billeder fra køreturen frem til jer.

God fornøjelse!

Hans Jørgen, Niels Ebbe og Else

PS: – Næste rejsebrev kommer efter nationalparken  Arches

Rejsebrev 7. Maj 2012 Hans Jørgen skriver 

Efter den fantastiske tur langs Colorado flodens bugtede løb, fortsatte vi med et enkelt hvil for NE, den afbrudte færd. Terrænet vekslede med områder, hvor skiturister fandt udfordringer og vilde raftingturister kunne muntre sig. Der var faktisk også en golfbane, som nok kunne trække lidt, men vi havde et mål kor dagens kørsel, Arches Nationalpark.

Lige inden Moab stod et skilt med Arches Nationalpark - det så spændende ud - flotte røde klippeformationer så langt øjet rakte - vi ankom til ‟Visit center‶, hvor en ranger i flot uniform og med cowboy hat bød os velkommen og vi købte et pas til Nationalparker for 80 Dollars for os alle tre. Et system, vi kunne lære af derhjemme.

Efter en længere køretur inde i parken valgte vi en P-plads, hvor vi kunne overnatte helt gratis - her var smukt og varmt - men i vores moderne tid manglede vi helt forbindelse til omverdenen på vores telefoner.

Else og NE gik på opdagelse i tre timer og billederne med ‟The arches‶ taler helt for sig selv. Det med forbindelsen til omverdenen lykkedes for Else ved at kravle op på et bjerg.

Det var ved at være spisetid - jeg/ HJ så i køleskabet på mulighederne - i microovnen var noget kød tøet op - det blev til kød med grøntsager og rødvin af plastic glas - tilfredshed med menuen blev der givet tydeligt udtryk for, men det bedste var dog is til dessert.

Sove på P-plads - op kl.7 og køre kl. 8 efter en dejlig morgenmad - forinden solopgang, hvor alle de flotte farver gradvist kom frem, så vi så naturens skulpturer fra en anden side - dette besøg kan på det varmeste anbefales.

Turen tilbage blev et flot gensyn med vore indtryk dagen før, men denne gang med lys på fra den anden side.

Vi var meget sikre på, at dette naturindtryk ikke kunne overgåes af noget andet sceneri fra naturens hånd.

Vi fandt indkøbsmulighed i en mindre by. Proviantering sker ved fælles indsats - herefter kan vi gå vore egne veje, NE havde i flere år ønsket sig et Aktion Hero 2 video optager, så nu skulle drømmen opfyldes, men det ville tage laaang tid at få i gang, så jeg/ HJ foreslog hjælp fra forretningen til installationen i bilen.

Glæden hos NE var stor over at lukke pakkerne op med grejet, så det har vi også taget nogle billeder af. Turen gik videre mod Bryce Canyon, som vi ville nå ved aftenstid. Det blev en tur med mange nye sanseindtryk, hvor vi så ned i Dragon Canyon - meget

dybt. Hvis I skal have en ide` om en tur, hvor oplevelserne er optimale under kørsel, skal I vælge turen fra Denver til Moab, Arches.

Ved indkørslen til Bryce området mødte os et andet syn i de røde

klippeformationer, nu var det mere frodigt med mange træer, som har sået sig selv gennem tiderne.

Naturen har været ødsel og mennesket har hjulpet med til at bevare for eftertiden ved at frede disse store områder.

Vi har ledt efter en RV plads med ordnede forhold - fundet en plads i en lund med tilslutninger for vore fornødenheder. Trådløst internet med godt signal har vi, så nu kan alle vores ting blive ordnet.

I morgen venter der os mange oplevelser med ture i Nationalparken. Vi har set på nogle muligheder under spisningen, som var dejlig hakkebøf med salat og vi havde igen noget is til dessert. Ikke fordi det kan være interessant, hvad vi spiser, men vi har det godt på alle måder i vores mobilhome.

Med venlig hilsen Else, NE og HJ 

Brev 5 - Fra golf til kunst - Rejsebrev 5. maj 2012

Denver Art Museum

Hans Jørgens golfdag

Bjergtur billeder

Efter snart 3 spændende døgn i Denver er der blevet plads til lidt rejsebrevsskrivning. Niels Ebbe nyder en bog og en kold øl i skyggen, Hans Jørgen kun det sidste, medens jeg vil forsøge at samle trådene her ved notebook’en.

Torsdag eftermiddag blev vi modtaget her på campingpladsen Dakota Ridge RV Park af Pete Jessen, som allerede forinden havde reserveret den bedste plads til os – og også sørget for betaling for den første overnatning. Ja sågar en bil havde vi fået stillet til rådighed, så vi kunne komme omkring uden den store autocamper. Vi er både Pete og hans kone Connie dybt taknemmelige.

Da vi var indkvarteret, gik turen til Red Rocks med fantastiske klippeformationer og et stort amfiteater med plads til flere tusinde tilskuere og hvor flere musikere har spillet og fået lavet optagelser helt tilbage i 1949. Aftenen sluttede på smukkeste vis i Connies og Petes have med en dejlig middag og hyggelig snak. Det er et særsyn her, at vi netop blev inviteret til at spise hjemme.

Det her handler ikke bare om 2012 – nej vi kommer mange millioner år tilbage, når vi som om fredagen går i dinosaurernes fodspor. Aftegninger af plante-/træstammer, kæmpemæssige blade og dinosaurernes fodaftryk fremtræder klart på den skrå bjergvæg.

Vi kommer i højderne, hvor rigmænd har slotlignende huse, men hvor børnene ikke kan lege frit på grund af risiko for angreb af bjørne og bjergløver / losser. Ja også klapperslanger blev vi mindet om. Pete fortalte, at han her på en tur på motorcykel måtte standse for en flok elge på 200. Vi så ikke elge, men rådyr.

Ved frokosttid skiltes vi.

Hans Jørgen tog sig en god tur på 18 huller på golfbanen i Willis Case Golf Course med Niels Ebbe som ydmyg caddy, medens jeg fulgtes med Pete på Denver Art Museum.

Spændende arkitektur – både museet og på turen derind, vidtfavnende kunst, mange gode snakke – alt afsluttet med endnu en dejlig samtale over muslinger og et koldt glas hvidvin.

Efter praktiske gøremål fik vi udvekslet oplysninger og kikket på hinandens billeder.

Totalt fyldte af indtryk overvejede vi at fortsætte turen mod Arches lørdag, men allerede kl. 10 dukkede Pete op – klar til at tage os med på endnu en bjerg-sigth-seeing. Han kender området som sin egen bukselomme, er tidligere pilot og kører i sin BMW næsten, som han flyver - det gør alle her tilsyneladende. 

Jo vi kom endnu engang – eller rettere to gange – op i højderne, hvor vi konkurrerede med tapre cyklister om pladsen. Endnu en beretning om møde med de vilde dyr, hvor en bekendt havde hørt hylen fra losser fra flere sider, men heldigvis for ham, havde ingen af dem lyst til ham! Kørte også forbi et sted, hvor den pinefulde rodeo-ridning fortsat finder sted. (Hestenes testikler snøres og bliver smertende, når rytteren sætter sine sporer / støvler ind i siden på hesten.) Vi har befundet os i 13.600 fods højde og har set ned på sneklædte bjergtinder – ja et helt fantastisk vue ud over den flodslette, som Denver og andre byer er en del af.

Til sidst viste Pete os et stort byggeområde, hvor han siden 1998 havde været i gang med at udstykke til industrigrunde. Om 2-3 år vil der være et blomstrende industriområde, og der var rejst en af bygningerne allerede. Han havde haft alle planer klar og en af lodsejerne ville udvide, men så kom Obama, sagde han. Og så gik alt i stykker, alle pengene blev uddelt til dem der ville have dem, og de, der skulle tjene dem blev der ikke taget hensyn til. Pete har sat sig grundigt ind i politik, og jeg (NE) og han fik en drabelig diskussion om politikeres moralske habitus, Pete mener, at de kun tænker på at blive genvalgt og ikke på det store perspektiv, - at se 50 år fremad. Jeg vil foreslå Pete at blive valgt ind i kongressen.

Lige for at sætte en krølle på min sidste kommentar, så har vi erfaret, at næsten alle vore venner i Jessen familien er republikanere, det har vi fået nogen gode diskussioner ud af.

Gæstfrihed og venlighed har været enestående i disse familier, og det er et dejligt punktum at have været hos Pete og Connie her til sidst, hvor vi nu skal vove os ud i de vilde bjergegne, med vilde dyr og diskussioner, om vi kan campe i det fri.

Et fantastisk billedarkiv gemmer sig på vore nethinder.

De kærligste rejsehilsner fra trekløveret

Hans Jørgen, Niels Ebbe og Else

Brev 4 - Tværs over USA i autocamper fra Chicago til Los Angeles

30. april til 3. maj  2012. Lexington og Sidney

Efter et dejligt ophold hos Marie og Quintin drager vi den 30. april vestpå mod Lexington, hvor vi skal møde Dorthea – den ældste af Boy Jessens børn – og hendes familie, 3 døtre – Debbie, Marcia og Brenda - , en svigersøn – Randy -  og et oldebarn, som inden længe ”should be graduated”. Dorthea er født i 1920, men er ”still going strong” – en åndsfrisk og levende kvinde, som langt ude i det, vi oplevede som ”nowhere” – først nord, så syd, så øst eller vest - formåede at guide os til den kirke, hun havde tilhørt. Læg selv mærke til billederne af både kirkegården, de dansksprogede gravsten, navnene på de mange danske immigranter og den ensomt beliggende gamle skole. Jo der har været udfordringer også dengang, da transporten til og fra skole foregik på hesteryg.

Dorthea beretter også levende om episoder i familien. Familiemæssigt var det også en oplevelse at finde frem til Boy og Kirstine Jessens gravsted. Bemærk at man her på bagsiden af gravstenen skriver navnene på børnene, ligesom ægtefællens navn sættes på, når den første ægtefælle dør.

Snakken gik livligt og vi var fyldte af gode oplevelser, da vi næste morgen efter en dejlig breakfirst, morgensang og et fadervor kørte videre mod Sidney, hvor vi skulle møde den 10 år yngre bror Henry og hans familie.

Enormt store besætninger af angus sendte stærke dufte ud over I 80. Hvor de samledes, var græsset trådt ned og jorden våd.  Vi krydser floden Platte et par gange og oplever generelt, at landskabet bliver både mere tørt og mere bakket. Har faktisk allerede på turen med Dorthea fået at vide, at der bag bakkerne i horisonten gemte sig et vildt bjerglandskab.


Billeder fra 1. dag i Sidney med Nancy og Henry og Joyce

Henry modtager os på en parkeringsplads kort efter afkørsel 59, hvor vi stiller autocamperen og bliver taget med på en tur til både kindergarden og highschool, hvor hans datter Nancy er lærer på den første. Rigtigt dejligt at se, hvordan et undervisnings- og skolemiljø tager sig ud her. Teknologien har også gjort sit indtog i en af sportshallerne, hvor stolerækkerne mekanisk var trukket helt op ad endevæggene i lodret position. Spændende for alle os med relation til skoleverdenen!

Henrys kone Joyce, der også er lærer, stødte til senere. Familien havde inviteret til middag på restaurant, hvor de er berømte for deres steaks af angus-kød. Og det har de al grund til at være. Kødet nærmest smeltede på tungen. Det gjorde Hans Jørgens ansigtsudtryk også, da vi bagefter var tæt på og lige ved at fatte golfkøllerne! En stor og flot anlagt golfbane lå lige foran os, men Hans Jørgen venter, til vi kommer til Denver.

NE forts. 
Sidney 2. dag tur med Jane og besøg hos Eldon

Henry er med i en bibelkreds for mænd, som mødes  hver onsdag kl 6:30. Ikke om aftenen men OM MORGENEN. Denne mødetid er valgt for at de, der skal på arbejde kan nå at være med. Henry hentede Else, som undtagelsesvis fik lov at være med der hvor de voksne skulle tale om de store spørgsmål, og NE kl. 06:00 og så gik vi til bibelmøde. Deres præst David var der også. Først fik vi noget at spise bagefter var det en af mændene som ledede mødet. En blev bedt om at bede morgenbøn og en anden begyndte at besvare spørgsmål, som var stillet i det hæfte, de alle havde med. Vi læste Fil. 1,27 til 2,4 Da spørgsmålene blev besvaret var det mest Paulus formaninger til et kristent liv, der var i centrum. Vi deltog også i samtalen og jeg prøvede at dreje den hen på, ud fra teksten, hvorfor der var stridigheder mellem de kristne grupper. Efter min mening skyldes det synet på bibelen. Ingen tvivl om at disse bibelstærke mænd har et meget fast syn på bibelen, og i Boys tilfælde meldte han sig simpelthen ud af en menighed, når den ikke var fast nok i troen.

Det er beundringsværdigt, at sådan en flok mødes. Jeg spekulerer på hvor mange jeg ville få til bibelkreds kl. 06:30 hjemme?????

Til sidst oversatte jeg "Du Herre Krist" og sang den på dansk.

Kærlig hilsen Hans Jørgen, Else og Niels Ebbe