Brev 7 - Hans Jørgen forlader os i Los Angeles

Op ad bjerget i Zion til Emerald pond

Rejsebrev  nr 7 -14.05.12 /ne

Los Angeles

Turen synger på sit sidste vers sammen med Hans Jørgen. Vi har haft det pragtfuldt på hele turen, og det har været en dejlig vinding for Else og mig, at Hans Jørgen sagde ja til at være med.

Lige nu er vi på en campingplads 35 mile fra Los Angeles, og her er dejligt fredeligt. Lige overfor vores RV holdeplads er der en swimming pool med spa bad ved siden af. Noget af det første vi gjorde, da vi kom fra vores store køretur på i alt 2954 miles = 4754 km, var at Hans Jørgen og jeg satte os i spabadet, medens Else tog sig en svømmetur i poolen. Da vi endelig fik Else lokket ned i vandet, lød kommentaren: Puh! ha hvor er det varmt. Og selv da Else havde sat sig, var hun ikke tilfreds. Den stråle er alt for stærk…. Hvad siger I? 

Nå men vi slap jer, da vi gik i seng i Zion parken for næste morgen at nyde dagen ved svømmepølen og slappe af. Sådan lå jeg og syntes jeg havde fortjent et hvil, da Hans Jørgen fuldt på klædt med korte bukser og Danmarks hat på hovedet sagde, at han lige ville rekognogsere (det staves nok ikke sådan) ved at tage shuttle bussen til parken for at finde ud af noget. Else og jeg gjorde os klare og ventede. Der gik 1 time der gik 2. Ingen Hans Jørgen. Jeg kom til at tænke på det med hundesnoren og Else kunne fornemme, at det trak op til uvejr, så hun sagde: Nu må du altså ikke skælde HJ ud, når han kommer.

Han kom ikke. Else SMS’ede. Intet svar. Så tog vi selv shuttlebussen til parkens indgang. Pludselig kom der en SMS. ”Er på vej tilbage”. Så fandt vi hinanden. Hans Jørgen i højt humør, for nu havde han fundet ud af, hvor vi skulle tage hen. Fint fint. Jeg kølede lidt af (Det var drønende varmt, så det kunne godt være nødvendigt).

Det blev en kanon dejlig tur. Langs med Vergin River og gennem svale tropelignende landskaber, forbi kvækkende frøer og og og og. Tak Hans Jørgen.
Las Vegas

Dagen derpå kørte vi videre for at komme til Las Vegas. Hvis jeg skal være helt ærlig, og det skal man jo en gang imellem -  når det ikke kan være anderledes -  så er det noget værre fis, med Las Vegas.  HJ og jeg havde købt en ny Ipad i et Wallmark med fuld returret og pengene tilbage indenfor 14 dage, og ellers ville jeg købe den. Det kunne der jo aldrig ske noget ved. Der er bare det ved det, at man ikke kan starte det skidt uden først at have et Itunes ID. Vi prøvede at bruge HJ’s kreditkort, men begge kort blev totalt afvist. Måske fordi de var udstedt i Ringe, det ved jeg ikke, men skidtet ville ikke starte. I Las Vegas på campingpladsen prøvede en KOA medarbejder forgæves at starte Ipad forfra. Men det er jo ikke en normal tablet PC, som ordentlige folk vælger, så det kan ikke lade sig gøre. Vi skulle til et Aple store for at få det gjort. HJ og Else og NE  storkede af sted, for at nå forretningen inden lukketid. Det varede ikke mange hundrede meter, så havde vi tabt Else. Jeg tror jeg går hjem og læser!!!!

Else er en selvstændig pige, så hende skal man ikke modsige, vel Else. HJ og jeg storkede videre. Imellem Casinoer og blinkende reklamer tabte jeg hurtigt HJ af syne. Han er jo 76 og kan ikke følge en vårhare på 72. Endelig var vi  fremme. Hurra 20 min før lukketid. En venlig Aple-mand gik i gang. Efter 20 forsøg måtte han opgive. Han sagde bare: "Aple!!" Og det vil vi godt give ham ret i. Intet hjalp og HJ og jeg mistede tålmodigheden og 10 min efter lukketid, måtte vi vende tilbage stadig uden at kunne åbne det skidt (IPAD). I næste Wallmark leverede vi den tilbage. Det eneste lyspunkt var at HJ havde givet 604 USD for skidtet og nu fik han 619. 15 USD for at flytte den fra en stat til en anden. Der er nemlig en højere skat på elektronik i Arizona end der, hvor vi havde købt den. Jeg ærgrede mig over, at jeg ikke havde købt 10 stk.

Da vi var på tilbageturen sagde HJ. Nu går vi hjem og siger til Else, at hun skal med hen af gaden for at se noget af Las Vegas. Sådan blev det. HJ var enten helt udkørt eller meget diskret, så det blev Else og mig, der så os omkring. Da vi stod foran et af casinoerne tog jeg i døren og uden problemer kunne vi træde indenfor i spillehallen. Tænk sig folk giver penge for at være der, det skulle da lige være for de lækre sild, som snoede sig i pooldans omkring en stang i liderlige positurer. Jeg bemærkede til Else, at det var dog det mest usexede jeg nogensinde havde set. Men vi gik lidt omkring og så folk tabe eller vinde millioner, vist nok. Vi gik ind i et andet casino og der var i hvert fald ikke noget der hed dress-code. Folk var klædt på ligesom de kom fra arbejde, og pigerne var ligeså kedeligt klædt.

Men nu har vi set Las Vegas, og det kan vi så prale med.

Grand Canyon

Et af vore største naturrejsemål var nu forude. Denne mægtede kløft er helt enorm. Her kommer lidt tal.

Grand Canyon er opstået ved millioner af års erosion af Colorado floden samt ved erosion af sne og regn og vind. Den er 440 km lang, 1600 m dyb og op til 30 km bred. Den strækker sig igennem sta- terne Utah, Arizona og Nevada. Området var engang dækket af hav og ved jordpladernes forskydninger rejste lagede sig til tider lodret op, så man tydeligt på sedimenterne kan se og aflæse stedets geologiske historie. Se fotoet som vi har taget fra en bog om nationalparkerne. Den ældste er Grand Canyon og den yngste er Bryce i geologisk henseende.

Stedet besøges årligt af 3-4 millioner mennesker. Man kan komme til kløften fra nordsiden eller fra Sydsiden. Vi bar blevet anbefalet af Vibeke og Bo, som vi traf i Zion, at tage indgangen ved sydsiden.

Vi kikkede efter den lufthavn, hvorfra man kunne flyve med helikopter hen over kløften. Da vi kom til Maverick Helikopter service fandt vi ud af at der var en tur på 50 min som kostede 230 pr mand. Den valgte vi. Vi kunne overnatte på parkeringspladsen ved hangaren og så sparede vi da den udgift.

Helikoptertur 12.05.12 Kl 8:30 

Vi skulle være parate for at få en af de første morgenflyvninger. Kl. var 05:30 da jeg stod op. HJ glippede med øjnene, da jeg pludselig var stået op. Det var vist første gang, at HJ ikke var først oppe.

Forud for flyveturen skulle vi vejes, Og der var ingen af os, der blev fundet for lette. Vejningen sker af hensyn til vægtfordelingen i maskinen. Vi 3 kom til at sidde i 2 række. Der var plads til 7 passagerer og vi var kun 6.

Det er en mærkelig fornemmelse, når helikopteren letter og holder sig svævende få centimeter over jorden. Så bakkede han og slog et slag henover en mark i meget lav højde ½ meter, vendte og lod maskinen stryge fremad og opad ind over en stor skov, som dækkede kanterne på sydsiden. Piloten sagde: så om få sekunder sker det: WAW ud over skrænten - uden sikkerhedsnet kun hængede i en lille spinkel pastikkube. Vi så ned i dybet 1600 m nede. Skrænten var stejl og maskinen holdt sig svævende over Colorado floden, som sås dybt nede. Vi kunne ingen mennesker se, vel nok på grund af afstanden. Det var et flot syn og det gav et gys i os, og jeg råbte Åh! Medens jeg klamrede mig til mit videocamera for at få det hele med hjem i min erindringsskuffe. Så fortsatte vi op igennem kløften mod øst og så det ene storslåede bjerg efter det andet. Farverne vekslede mellem dyb rød og grøn og grå og sort. På et tidspunkt fløj han så tæt forbi et bjerg, at jeg troede rotorvingen ville ramme. Piloten havde sagt at han kunne høre, hvad vi sagde, og vi skulle kunne høre hvad han sagde og at vi gerne må komme med kommentarer eller synge. Det sidste kunne jeg ikke lade være med. Så det blev til første vers af "Ingen er så tryk i fare". Piloten havde nok ikke regnet med, at nogen tog hans ord bogstaveligt, for han sagde, at det havde han ligegodt aldrig oplevet før. Vi har hele flyveturen på video, idet der blev optaget med et camera under flyet på hele turen. Der kan man også høre min ”skønsang”.

Efter landingen tog piloten billeder af os, dem ser i på vores webalbum, når det bliver færdigt.

På denne måde havde vi fået et fantastisk overblik over en meget lille del (1/50 del sagde piloten) af Grand Canyon. 


Jeg kunne godt havde ønsket at vi fløj op igennem kløften og ned i den. Tidligere landede man i bunden for at folk kunne gå lidt rundt, men af sikkerheds hensyn var den del sløjfet. Vores oplevelse var alligevel kanonstor og vi var meget tilfredse.

Vi kørte indenfor porten og satte vores RV på en parkeringsplads. Så tog vi shuttle bussen til en vestlige destination og gik langs med skrænten tilbage. Vi gik helt ude  på kanten og man undrer sig over, at der ikke er mere sikkerhed. Ved den mindste lille fodfejl, kunne man falde i hundredevis af meter ned af bjergsiden. Ingen af de billeder, vi  har taget, yder naturen og dybderne retfærdighed. Det kan simpelthen ikke fotograferes. Indrømmet vi var efterhånden blevet så fyldt at store indtryk, at vi næsten ikke orkede mere. Men Grand Canyon er nok den største seværdighed vi har set. Men vi har også været i Arches og Bryce og Zion og de rummer ligeså imponerende storhed og skønhed, så vi har virkelig set, hvad der med rette kan forlanges når vi kun har 3 uger til det.

I går overnattede vi på en Wallmark parkeringsplads og nu er vi i Los Angeles og i morgen tager vi på en heldagstur med sightseeing bus. Så nu går vi alle over i pølen og svaler os eller varmer os. Her er der lige nu omkring 40 grader. Vær I bare misundelige 
Kærlig hilsen fra treenigheden
NB: billeder kommer senere. I kan abonnere på bloggen