Brev 2 23. april 2012 Chicago

Brev 2

Foto fra den første dag Chicago 22.-23. april

Så er vores store rejse begyndt. Men uden problemer skal man ikke regne med. Efter at henning og lis havde stået med et fint frokost bord kørte henning os til Billund. Mange tak.
Vi blev venligt modtaget af en meget sød pige, som hjalp med den elektroniske indchekning. "Hvad er jeres Esta nummer?" Øh! Øh!.

Der stod vi, kunne vi nu ikke komme til det forjættede land? Et esta nummer skal alle have, som ikke har visum til usa. Det er noget med at f.eks. hans jørgen ikke må være straffet, eller skylder for en parkerigsbøde ( nu kører han vist mest med sin elscooter, sål måske var faren ikke så stor.)

Hvad gjorde vi nu. Myplanet havde ikke sørget for den attest, og ikke sagt noget til os. Det kommer de helt sikkert til at høre for fra os.

Den venlige pige vidste heller ikke hvad man skulle gøre, men det man ikke selv kan finde ud af må man søge råd om. Heldigvis vidste damen ved skranken noget. "Jo ovre bag ved den skranke pegede hun er der en pc. Den kan i bruge til st få en esta. Vores unge pige, som vi efterhånden var blevet helt forelskede i tilbød at gå med. Puh ha heldigvis virkede den pc, efter megen indtastning, og påstand om at hverken else, hj eller ne havde siddet i fængsel, eller led af narkoabstinenser fik vi ( undskyld det er løngn, for det kostede 14 dollars pr person) betalte vi et stykke papir hver. Nu tilbage, og så prøvede damen om vi nu kunne komme videre. Men nej, vi var stadig ikke rene nok til Guds eget land. Men hun forbarmede sig over os, og nu er vi da i det mindste på vej til frakfurt. Der lander vi om 10 min. På genkik

Vi er sluppet igennem gaten, og sidder nu i airbus fly a340, men 220 pladser. Vi var lige ved tabe hj. Vi var på det rullende fortov, hj var lige bag else, men hj skulle lige rette på noget ved sin taske, og da han så op var vi væk. Hvad gør den kloge mand. Går lige ud uden at se vores gate z19. Spørg mig ikke hvad han ville. Men resultatet var at else og jeg var drejet til venstre der hvor gaten var, og vips var vi sluppet af med hj. Vi kikkede og kikkede, men væk var han. Jeg forlod else og lovede ikke selv at forsvinde. Så ringede else til hsns telefon og den kendte stemme lød" jeg er ikke ved telefonen i øjeblikket ......" men så dukkede hj pludselig op. Treenigheden var genoprettet, men else og jeg er enige om, at det første vi køber i chicago er sådan en hundesnor med fjeder mekanisme. Så måske kan vi styre det unge menneske.

Vi flyver syd om island, og rører sydspidsen af grønland. Nu er vi halvvejen af de 9 timer det varer til vi lander i chicago. Men sædvanlig omhu, skal vi igen udfylde en formular, med pasnummer fødselsdag og hotel adresse. De må da snart kunne sende en delegation, så velkendt som vores ankomst er bekendt

Kl er nu dansk tid 4:44 vi er på vores hotel og Else sover. Jeg slutter dette rejsebrev med en duplik fra HJ.

Kærlig hilsen fra Else, Ne og HJ
Foto fra vores RV C30

H.J.'s forsvarstale

Brv1hj

Lidt til start om mine rejsefæller NE og EL. Jeg blev hentet i Ringe i Elses bil, og jeg stod klar på gaden. Inden havde jeg taget nogle billeder af haven og huset, fordi mine planter bl.a. tulipaner, vile være væk ved min hjemkomst efter 25 dage. Modtagelsen i Føvling var hjertelig og afleveringen i Billund lufthavn skete helt efter planen. NE har skrevet om indrejsepapirer som manglede, så min oplevelse af ”at blive væk” i mængden, vil jeg knytte en kommentar til. Man skal ikke kun se fremad, men altid have bagtroppen med, så rejsefællerne tog ikke rimeligt hensyn til den gamle, som blot blev hægtet af i farten. Jeg kunne selv finde frem, men undgik ikke en irettesættelse, som var helt uforskyldt – der blev endda ringet helt fra Danmark for at finde mig – det er jeg meget taknemmelig for.

Turen i flyet vil jeg skrive lidt om. Det er ren luksus med servering hele tiden – jeg fik en masse vand og også en whisky til start og senere kom cognac til kaffen. Vi fløj over Grønland,uden at se noget og nu har vi kun 3½ time til vi lander igen. For at modvirke tykke ben har jeg et langt rør af elastiktøj trukket på benene helt oppe fra skridtet, så jeg føler mig godt tilpas og til nu har tiden i flyet ikke føltes lang.

Episoden i lufthavnen i Frankfurt gør mig tryg ved mine rejsefællers færden. Jeg er sikker på at vi skal få mange dejlige oplevelser sammen. Turen er på forhånd planlagt til at være med god tid de forskellige steder, så det glæder jeg mig også til. Vores udsigt til besøg i private hjem, med overnatning og sigtseing i områderne, gør turen til til noget ganske særligt for os alle. NE har kopieret CD er med danske sange som gaver til vore værter.

Ved mødet med Chicago skal vi straks indlogeres på Hotel og i morgen hente vores store køretøj.

Navigationen klares med min 6 år gamle Tomtom 700, som har fået kort over USA lagt i for kun 300 kr. - det er et særsyn, at noget elektronik kan holde sig opdateret i så mange år. I de enkelte stater komme seværdigheder frem blot ved et tryk på fjernbetjeningen.

Lige en hilsen til alle jer, som kan læse vore rejsebreve – der er rigtig mange modtagere – vi kan også nås med sms og på Skype, så det bliver meget spændende alt sammen.

Særlig til min Lilly. Turen har ikke været anstrengende i længden, så der kan være et håb om at vi kan flyve til Tailand på et tidspunkt sammen.

Feriehilsen fra Hans Jørgen HJ

Chicago 24/4 – 12

I bussen har vi noget, der kunne kaldes – oplyst demokrati – den der får en ide´bliver hørt og kan flyttede andre et andet sted hen. Else havde været ude at handle grøntsager til aftensmaden og alt tegnede til en hjemmedag efter alt roderiet med at få vognen beboelig for os tre personer.    Forskellige indkøb af madvarer, og et bord til brug udendørs, var overstået og ovenpå kom madlavningen. Jeg overtalte NE til at spare Else for mad lavet i vognen, så vi skulle se, hvad tilfældet kunne bringe på en tur med offentlige transportmidler.

På vores første aften i vognen blev vi altså enige om at gå i byen og spise – det var lidt koldt men vi tog en rask beslutning – at tage ind til byen med offentlige transportmidler. På vores hotel havde vi mødt et dansk par, som også skulle køre i RW C 30 som os. Vi slog følge til denne udflugt for at se Chicago by night.

Jeg traf en meget venlig, farvet kvinde, som meget gerne ville hjælpe os med at finde vej til bussen mod byen. Hun forklarede billetsystemet, som var meget indviklet med, at billetterne også gjaldt retur, hvis vi var hurtige nok. Ved endestatonen skiftede vi til Green Line – et tog ind til City (CTA Chicago Transit Authority), hvor skyskraberne dominerede bybilledet. Det var i mellemtiden blevet koldt og mørkt vi var også klar til et måltid mad – det blev noget fast food og et glas cola – øl fandtes ikke på det sted.

Vi sad i varmen til forretningen havde lukket og tabte totalt lysten til at se mere by – ville vente til i morgen.

Efter en god nats søvn havde vi morgenmøde under måltidet. Jeg havde været udenfor – solen strålede og det tegnede til en varm dag i byen. Oplevelsen af dagen i går blev vendt, med mange gode træk med menneskers hjælpsomhed. Netop i offentlige transportmidler kan man studere de medrejsendes særheder og udseende. Tydeligt fattige personer, som vi kun har på nethinden, prægede gadebilledet.

24/4

Det krævede ikke mange argumenter, at ændre dagens program med et nyt besøg i City, til en beslutning om at køre mod vest, når vi blev færdige til det. Indkøb afsluttedes, så vi kunne komme af sted.

Vi havde adskillige navigationssystemer monteret, men disse var IKKE enige om, hvordan vi kom til vej 88, som skulle være ledetråden på dagens rute. Det blev til adskillige omveje, fordi de 2 GPS’er ville have os til hver sin side, så også vi blev frustreret. Hele eftermiddagen har vi dog kørt ligeud, fået tanket benzin (176 US for benzin men så kan vi også køre 580 miles i gen)) og gas og holdt lidt kaffepause. Else har sørget for god forplejning til besætningen.

Ankomst til Urbandale hos Elna og Merle

Billder fra Elna og Merle i Urbandale

Ved 19 tiden ankom til et rigmandskvarter med store og flotte huse – græsplæner som virkelig var grønne og meget venlige at se på. Vores værter, Elna og Merle Knuth, blev meget glade for at se os .

Inde fandt vi megen hygge og megen gæstfrihed, hvor vi blev indlogeret i deres børns flotte værelser. Disse mennesker har sans for gamle ting og hæger om dem, men samtidig en der ingen grænser for deres tilbud, når det gælder os. Vi ligger kongeligt i disse flotte omgivelser i to værelser med store senge. ikke nok med det, for der også fuld forplejning i en fin udestue med udsigt til en meget velplejet have, bl.a. har et rislende vandfald, værtsparret nyder at høre fra deres soveværelse.

Anledningen til vores besøg er, at en hel famile i 1920 udvandrede til USA fra Mellemslesvig, fordi afstemningen om , at komme til Danmark gik dem imod.

NE fortæller nu lidt præcist om Familien Jessen

Boy Jessen og hans Kone Kirstine var dybt skuffede over afstemningsresultatet i 1920. Derfor besluttede de, kraftigt opfordret af en anden familie, sig til at udvandre til USA. Denne historie har Boy fortalt i sin bog ”Fra Slesvig til Nebraska”. Jeg fik denne bog af Erika Dumstrei, som er en slægtning til noget af familien på mormødrene side. Vi har forberedt turen ved at læse den. Else blev først færdig i går. Boy og Kirstine havde Johanne, Dorothea (tvillinger), Marie, Nis og Dagny. Med de 5 børn ankom de til det nye land, og skulle skabe sig en tilværelse. Det blev svære begynderår. De fik dog derefter 7 børn så hele flokken blev på 12. Helga 1928, Henry, Arne, Alfred, Elna, Carl, Einer (Pete). Af disse er Johanne, Nis og Alfred døde. Af de resterende 9 kommer vi til at møde de 8 ved at besøge familier, som ligger på vores rute. Tilmed har Elaine, datter af Johannes sagt at hun vil flyve til Denver fra Salt Lake City for at mødes med os hos Pete. Mit kendskab til familien stammer fra mit venskab med Annalise og Ernst Meyer, som igennem mange mange år har holdt forbindelsen ved lige med Jessen Klanen i Nebraska, og Boy har ved flere lejligheder støttet skolen i Medelby med rundhåndede gaver. Jeg var sammen med slægtningene 2005 og har nu lejlighed til at træffe disse prægtige mennesker igen. Det er en stor gave, som gør vores tur helt unik. Overalt er vi blevet modtaget med stor varme og kærlighed.

Hans Jørgen fortsætter:

.Elna,  fruen i huset taler dansk, fordi hun har danske forældre, som talte dansk hjemme i Nebraska - men er gift med en amerikaner, Merle.

I den familie er der godt sammenhold, så allerede dagen efter vores ankomst kom Arne og Meryl efter ca. 4 timers køretur fra BeaverDam i Minnesota til Iowa. (NE: Arne er præst og jeg har tidligere et par gange været sammen med Arne og Meryl, idet de har besøgt os både i præstegården og i –Store Vi. Arne tager som frivillig præst med på cruise hvor han  holder gudstjenester.)

HJ: Vi er blevet ført godt ind i andre spisevaner, som jeg vil komme lidt ind på. I huset spiser man anderledes til hverdag end når der er gæster. Til hverdag nok et æg og cornflakes + kaffe, men vores brunch var en ovnbagt ting lavet af brød, ægmasse, hakket og stegt oksekød + en hel del ost + nogle grøntsager og det hele gratineres i ovn. Smagen er fantastisk og vi spiste mere end 1 stykke hver, der blev dog noget tilbage til fryseren. Elna har sammen med andre damer stået for redaktionen af en særlig kogebog, som Else fik et eksemplar af.

Dagens udflugt skete i to store 4hjulstrækkere ( det var nemt at få for der stod 2 Cadillaccer i garagen og Chevrolet foran huset).  . Til  pigerne - Cadillac - en 8cyl og vi drenge en potent 4 hjulstrækker pickup. Vores bil var luxus med lædersæder og alt flot udstyr med navigation, som i bakgear registrede hvad man så bagud. Der var også et stort lad, som var overdækket. Målet var en rundtur til markerne på Merles 7 farme, hvor der var mange aktiviteter med store maskiner i arbejde - her taler billederne deres tavse sprog - det hele er STORT og vi fik rigtig indtryk af en driftig mands værk. Det sidste besøg på et kornlager slog dog det hele med flere længder. Alt majs på Merles marker bliver lagret i siloer automatisk, så han kan sidde hjemme og styre det hele fra sit kontor der. Bygningerne er solgt fra alt arbejde udføres af en mand, som han kan stole på og han behøver ikke at holde øje med ham - det er et spørgsmål om tillid til sin mand - det er han ikke blevet skuffet over.

Så når vi den 26. og spiser morgenmad sammen med Arne og Meryl, inden de tager afsted nordpå og vi tager endnu en udflugt sammen med Elna og Merle. Denne gang til deres sommerresidens – et stort træhus bygget 1976 og med plads til 14 overnattende gæster. Det lå direkte ned til en stor sø og havde plads til to både. Ingen tvivl om, at der her blev hygget både til lands og til vands.

På vejen tilbage gjorde vi holdt ved ”Machine Shed” – en restaurant totalt dedikeret til landbrugsmiljøet. Alt var holdt i stilen - lige fra enteriøret til maden og tjenernes påklædning. Se billederne!!!

The Danish Immigrant Museum Elk Horn

Vi hilser af den 27. efter et godt morgenbord og kører ad Highway 80 mod Elkorne. Der følges op på immigranternes fodspor på vindmøllemuseum med gammel mølle fra Nørre Snede samt ”The Danish Immigrant Museum” - http://dkmuseum.org/ , hvor vi skriver os ind i gæstebogen lige efter en anden gæst, der kommer fra det sydlige Odense ligesom jeg (Else), men han/hun var desværre allerede ude af døren. Ja verden er lille! Det var et godt og informativt museum, der kom godt omkring immigraternes historie både generelt og specifikt. Jens Jensen, der var en af dem, var meget kulturelt interesseret. Han var landskabsarkitekt, men oprettede også en grundtvigsk højskole i slutningen af det 19. århundrede. I Elkorne fandtes et højskolearkiv, som vi dog først fik noget at vide om, da vi kom til næste stop. Museets samling omfattede gamle effekter fra tiden helt tilbage til immigrationens start omkring 1864 – alt flot præsenteret med de fineste ting i montre med udtræksskuffer. 

Brev 1 19. april 2012 forberelser

Da mit program til at lave hjemmesider ikke virkede, måtte vi lave en blog. Nu er de første breve tilføjet til bloggen. Her er 

Brev 1

USA rejse med Motorhome fra Chicago til Los Angeles 

22.04-30.05 2012

Hvordan ideen blev undfanget.

Først lige en bemærkning en gang for alle brevene. I der kender mine rejsebreve ved, at jeg kun skriver for min og Elses skyld. Simpelthen for at holde fast på erindringen om de begivenheder vi har oplevet. Derfor læs så meget og så lidt som I har lyst. Dette gælder alt det følgende.

Nå men det begyndte med at Else og jeg fik hinanden kær i løbet af 2011. Jeg kom med vilde planer om at cykle til verdens ende eller kører tværs over Amerika eller Canada. Jeg husker ikke helt om jeg skræmte Else fra vid og sans, men næste gang vi mødtes havde hun været til et foredrag arrangeret af OurWorld.dk og været inde i en autocamper C25 og fået brochurer med til en rejse med rejseleder fra Chicago til Los Angeles. Det var overvældende. Prisen ville for begge være ca 65.000. Stor i slaget sagde jeg, at det ville jeg da gerne betale, hvis hun ville med. Else protesterede på det voldsomste. Det kunne der slet ikke være tale om. I stedet tog vi en måned til Spanien. Vi skulle desuden give endeligt tilsagn inden udgangen af november, men da jeg stod foran en prostata operation var vi usikre på om vi turde sige ja. Enden blev at vi sagde nej. Men så dukkede en anden mulighed op. MyPlanet.dk tilbød at man kunne flytte et splinternyt motorhome fra Chicago til Los Angeles, sådan at det kom ud til den anden ende af Amerika uden udgift for producenten. Prisen ville være omkring 35000. Altså næsten det halve af den første mulighed. Se det var jo en anden snak. Vi opgav at være bange for, at jeg ikke ville være rask, så vi slog til og enden blev at vi fik det største motorhome de har til udlejning (se ovenfor).

Da min kære svigerinde Inge døde fik vi den ide, at tilbyde min bror, Hans Jørgen, at køre med. Efter nogen betænkningstid både for Elses og Hans Jørgens vedkommende sagde de begge ja. Det er jeg meget glad for. Jeg holder meget af min bror, og vi har været på andre ture sammen. Han besøgte Inger og mig i Canada og det var meget vellykket.

Så nu er vi 3 håbefulde "unge mennesker" der skal gøre USA usikker. Der er allerede udsendt advarsel i Amerikans TV og radio, at vi kommer, så vi regner med at de har ryddet vejene .

Kærlig hilsen de 3 muske-hvafornogen

Afrejseforberedelser

Forberedelserne er i fuld gang. I går havde vi, Hans Jørgen, Else og jeg, et fællesmøde og talte om hvordan turen skulle tilrettelægges. Else har sat et kort op på væggen med knappenåle, som viser ruten. Vi har fået kontakt til en del mennesker fra Jessen klanen. Forklaringen er at Boy Jessen blev født i Sydslesvig men udvandrede i skuffelse over afstemningen i 1920 til USA. Hans efterkommere har haft en meget tæt forbindelser til bl. afdøde Ernst Meyer og nulevende Annalise Meyer i Sydslesvig. Som præst fik jeg også lejlighed til at møder mange famliemedlemmmer af familien. På vores vej tværs over kommer vi forbi deres hjem, og allerede nu er vi inviteret til at besøge dem på vores færd langs International Highway 80 (I - 80) som vi skal følge til Salt Lake City.

Lis og Henning Andersen, Føvling har været så venlige at køre os til Billund, når vi på søndag skal med flyveren kl 14:40.

Det bliver alt for nu. Resten følger senere i form af emails som sendes til den gruppe af vore venner, som har ytret ønske om at kunne følge os. Andre kan sende mig en mail Niels Ebbe Huus så kommer I også på listen.

Brev 16 hjemme i Højby

Kære venner/fam. Hjemme i lille Danmark Efter at have kørt 303l8 miles med vores autocamper C30 og efter at lejet en bil og kørt 1.028 miles, kunne vi afslutte vor tur og sige tak til vore værtsfolk i LA. Vi fløj 30.05 kl. 16:15 fra LAX til San Francisco og defra over Grønland til Frankfurt og hjem til Billund. Der ankom vi 31.05 kl 19:15. Tak til Henning for at hente os så vi kunne køre til Føvling og derfra hjem, hvor vi var kl. 21:30. Nu skal vi til at fordøje turen og se vore billeder og læse alt hvad vi har skrevet. Tak for denne gamg til jer alle sammen Kærlig hilsen fra Else og Niels Ebbe

Brev 15 pinsegudstjeneste i Yorba Linda og besøg

27. maj - Pinsedag i Yorba Linda – gudstjeneste og besøg hos Karin og Bart

  

27. maj - Pinsedag i Yorba Linda – gudstjeneste

NE fortsætter.

Jeg havde glæder mig meget til at holde gudstjeneste i Den Danske kirke i Yorba Linda, Californien. Tilmed en pinsegudstjeneste. I kirken findes der en hel række messehagler og netop til Pinsedag var der en helt speciel. En dyb rød med guld broderier på forsiden og andre steder. Den var lavet af en af menighedens medlemmer, og hun havde også lavet nogle andre til den kirke. Efter at have aftalt med organisten om hvornår jeg ville messe, så han kunne give mig den rette tone, gennemgik stedets egen præst Anne-Grethe gudstjenesten med mig. Til hver gudstjeneste bliver der lavet et blad hvori gudstjenestens gang er trykt og indeni bladet ligger et ark med dagens tekster. Jeg fik hjælp til nogle engelske bønner, men vi aftalte at hele nadveren kunne jeg holde på dansk og fadervor og velsignelsen ligeledes.

Else havde sagt ja til at optage gudstjenesten på video, og vi havde lånt et stativ af en i menigheden. Der var ca 50 kirkegængere og jeg stod nede i døren og hilste dem velkommen. Mange af dem kommer langvejs fra. Det er ikke ualmindeligt at de har 2-2½ times kørsel hver vej til kirke. Afstandene er enorme herovre.

Selve gudstjenesten forløb som en almindelig dansk gudstjeneste med indgangsbøn og salmer og læsninger og prædiken. Jeg læste beretningen fra Apostlenes Gerninger om pinseunderet at helligånden fordelte sig på dem og satte sig på dem som indtunger, og de talte i alle tungemål. Kirken har en glasmosaik bag alteret og det er netop et helligånds motiv. Helligånden symboliseret ved en due og derunder var der indtunger. Det var nærliggende at tage udgangspunktet i den rude, men i øvrigt konstatere, at pinsen for det meste bruges til at se pinsesolen danse eller tage på pinsecamping. Men pinsen er kirkens fødselsdag og det er den vi skulle fejre. Min prædiken blev holdt på engelsk og jeg havde indtryk af, at der blev lyttet. Der var i hvert fald ingen der snorkede så de kunne vække nogen andre.

Efter gudstjenesten var der en dejlig lunch bestående af noget fisk og rigtige røde rejer. Den var særdeles veltillavet af Karin som sammen med Bart hendes mand stod i køkkenet. Vores egen værtinde Anna-Lisa var også mødt tidligt for at forberede frokosten. Det er imponerende at hun både kan have 2 unge mennesker og os gamle boende og så været aktiv i kirkens arbejde. Jeg benyttede lejligheden til at fortælle lidt om meningen med vores tur og min tid som præst i Sydslesvig. Efter mit lille foredrag kom Winnie Sher hen til mig og fortalte at hendes familie stammede fra Sønderborg og nogle af hendes slægtninge havde oplevet at være en del af Tysland indtil 1920 og tilmed havde deltaget i krigen på tysk side. En anden Karin fandt ud af, at hun og jeg havde gået i børneskole sammen på Odense Seminariums øvelsesskole, hun i en klasse under mig. Men vi kunne ikke huske hinanden fra den tid. Sådan var der mange, der på den ene eller anden måde kom og fortalte deres historie og om hvordan og hvornår de var kommet til Californien.

Besøg hos Karin og Bart

Da frokosten var forbi blev vi inviteret af Bart og Karin til at besøge dem. Atter måtte vi sande, at man ikke lige kører i 10 min, nej turen tog 1½ time før vi var ved deres hus og så var vi halvvejen til San Diego. Vi fik en meget hyggelig eftermiddag. Karin havde været smørrebrøds jomfru og Bart havde været It kyndig. De havde begge været gift før og – tænk jer – mødt hinanden for 4 år siden på internettet. Det var pudsigt at vi begge par havde mødt hinanden på den måde.

Det blev sent inden vi atter var ”hjemme”, og næste dag havde vi en aftale om, at besøge Winnie på 76 i Palm Springs.

28. maj - 2. pinsedag besøg hos Winnie Sher – Palm Springs

Hendes bolig lå 2 timers kørsel over 2 bjergpas fra vores opholdssted. Da vi kørte over passene så vi pludselig en skov af vindmøller. Vi læste at de havde en forsynings­kapacitet til 100.000 husstande

Da vi nåede adressen viste det sig, at der var en port, som vi ikke kunne køre igennem. Vi ringede til hende og efter nogen køren rundt, hvor vi ikke kunne finde ud af, hvordan vi skulle komme ind til hende, hentede kun os i sin bil og sørgede for at vi kom igennem den sikkerheds port alle skulle igennem for at komme ind på det lukkede område. Udenfor var der mest ørken, men indenfor var der frodige græsplæner og golfbane og kunstig vanding, som børnene kunne lege i. Winnie havde været stewardesse og på den måde rejst over hele verden. Det var dejligt at besøge hende og hun havde et hjem med danske og tyske møbler. Hun havde et computerproblem med en langsom notebook og jeg var heldig at jeg kunne ændre lidt på det ved at bringe den tilbage til de oprindelige indstillinger. Den blev meget hurtigere af det. Det blev sent før vi atter var hjemme vel 23, men vores GPS fandt ”hjemmet” uden problemer.

29. maj – Så nærmer vi os hjemturen.

Vore dejlige værter Lenord og Anna-Lisa. Vi har været så heldige at være gæster hos dem. Tusind tak for jeres venlighed og gæstfrihed.

Den sidste aften i LA vælger vi at holde sammen med vores værtspar og de to unge mænd. Vi lægger gode bøffer på grillen og forsøger at lave noget lækker salat til.

Hermed slutter vores rejsebreve fra USA. Nu lander vi forhåbentlig i Billund d. 31.05 hvor Lis og Henning har lovet at hente os.

Vi siger farvel og tak til alle jer i USA som har vist os gæstfrihed og til jer der har læst vore skriblerier tak for godt følgeskab.

Kærlig hilsen Else og Niels Ebbe 

Brev 14 Langs Stillehavskyste

Kære venner/fam

Videre mod Stillehavskysten

Så blev det lørdag den 26. maj og vi fortsætter forventningsfulde køreturen mod Carmel, en lille by, der ligger ved Stillehavskysten lidt syd for San Francisco. Den er i amerikansk forstand med sine kun ca. 4000 indbyggere og – siges der - 850 hunde en landsby. De små og meget romantiske huse har ingen numre, træer kan ikke fældes uden byrådets tilladelse og der er hverken trafiklys eller parkometre. Alt går stille med fuldt stop ved alle vejkryds. Her bliver vi opmærksomme på en detalje i den specielle arkitektur: skorstenene, der fører tankerne hen på Gaudis arbejde i Barcelona. Her er det dog den næsten samtidige arkitekt Hugh Comstock, der har æren. Desværre regner det og vi er så pressede tidsmæssigt, at vi vælger at fortsætte ned langs kysten – også selvom vi sagtens kunne have fået en hel dag til at gå her.

Regnen bliver til dis efterhånden som vi kommer ned ad The Pacific Coast Highway. Totalt overraskede er vi, der havde forventet en tur langs en bred sandstrand, hvis vi skulle tro kortet. Her er klipper, der er stejlt, men frodigt på klippesiderne. De grønne nuancer og disen fik os til at tænke på, om det er sådan, der ser ud på Færøerne. Albert Bertelsens billeder in natura.

Disen letter, men de nu hvide skyer går i et med havet i horisonten, medens en klar blå himmel toner frem ovenover. Hvor højt er vi egentlig?

Pludselig ser vi i det skærfyldte vand noget, der kan minde om sæler – eller er det hvalrosser? De er i alle tilfælde store. Vi holder ind til siden og forbløffes endnu engang totalt. Strandbredden nedenfor klipperne er totalt dækket med elefantsæler, der bader i sandet for at mindske kløen fra det hudskifte, der er så specielt for denne type sæler, inden de fortsætter deres tur mod Alaska. I kan se mere her: http://www.bigsurcalifornia.org/elephant-seals.html.

Da vi kørte videre mod syd, kikkede vi på hinanden og sagde: Nu kan der da ikke vente os flere overraskelser! Jo, vi blev klogere!

Jeg sad ved siden af Niels Ebbe og kunne fornemme, at farten var rigelig og satte selvfølgelig ord på mine tanker: Jeg har altså ikke tænkt mig at betale halvdelen, hvis du får en fartbøde! Minde end 4 minutter efter sagde Niels Ebbe: jeg tror, politiet er efter os. Og ganske rigtigt. Blå blink m.m.. Altså ind til siden osv., men jeg tror, den mand er i stand til at sælge sand i Sahara. Han fortalte betjenten om vores tur og at han var præst og skulle holde gudstjeneste i Yorba Linda dagen efter. Jo, den kirke kendte betjenten godt – og tro det eller lad være: Niels Ebbe slap for at betale 350 US dollar i bøde – You don’t want to pay a fine of 350 US dollars (du vil vel gerne slippe for at betale en bøde på 350 US dollars)  – Of course not (selvfølgelig ikke)  var Niels Ebbes svar. Jeg behøver vel heller ikke at tilføje, at der efterfølgende blev holdt øje med både fartskiltene og speedometeret.

I forbindelse med gudstjenesten i den danske kirke i Yorba Linda, var vi blevet tilbudt overnatning hos to meget afholdte yngre mennesker: Anna Lisa Knudsen og hendes mand Lenord. De er meget gæstfrie og har ofte gæster boende. Pt også to meget sympatiske unge danske mænd, der tilbringer et sabbatår med fokus på foldboldtræning af børn og unge, inden de skal fortsætte deres studier i henholdsvis statskundskab og International Business and Politics . Lenord er ejer af et firma, der laver custom-cars. Ikke helt almindeligt, men se selv her: http://www.lenordscustomfabrication.com/.

Brev 13 besøg i Sequoia National Park

Brev 13 Los Banos 100 mi fra kysten ved `Carmel by the Sea 25.05.12

Besøg i Sequoia National Park

I Sequoia parken findes de store berømte Sequoia træer, hvor af de ældste går 3-4000 år tilbage. Vi stod ved en skive skåret ud af et træ og den var 2210 år gammel. DVS. at den er fra før Kristi fødsel.

Nu har vi set så mange store seværdigheder og nationalparkerne har været fantastiske at besøge. Vi er næsten løbet tør for superlativer. Men hvordan skal man beskrive General Shermanns Træ som indeholder den største træmasse noget træ har i hele verden. Det er ikke det højeste, med sine 84 m. men det måler i omkredsen  ved roden 31 m og skønt det er gået ud i toppen så vokser det stadig og hvert år bliver det tykkere og tykkere. Vejene i parken er så snoede at ingen køretøj over 22 fod må køre derinde. Det var en svir at drøne gennem hårnålesvingene og nyde gyset ved at se ned i kløfter der var flere km dybe. Et enkelt sted Moro Rock var der en trappe med 440 trin. Ad den kunne man bestige et højt klippefremspring, så man havde en enestående udsigt over dalen og floderne som løb sammen ved dets fod. Else siger, hun har højdeskræk, men alligevel kravlede hun op ad trappen helt til toppen og det lønnede sig ved det syn, der bredte sig ud for vores åsyn.

Vi besøgte The Giant Tree Wood, giganternes træ skov, og måtte gang på gang stå ud af bilen og lægge hovedet helt tilbage for at kunne se op til trætoppen. Vi undrede os over at langt de fleste træer havde store brandsår. Men fik at vide, at selv ikke en skovbrand kan nedlægger de træer. Tidligere anså man skovbrand for at være fatal og ødelæggende for skoven, men så erfarede man, at skovbrande skaber de betingelser der skal til for at skoven kan reproducere sig selv, Brande efterlader aske som er en grobund for frugtbarhed og de åbner skovbunden så solen kan nå helt ned. Man antænder endda brande som man så kontrollerer, men til gavn for de store træer. På billederne kan man se hvordan alle træerne har været i brand. Et af træernes vældige stammer lå over en vej og var udhulet så man kunne køre igennem det.

Deres bark er så tyk, flere meter, at ilden kun kommer til at skade dem overfladisk. Deres rødder går 50 – 60 meter ud og det gør, at træerne bliver stående under næsten alle forhold.

Sequoia er kendt for den store forskel der er mellem de varme nederste steder til kulden og endog sneen på de højeste. Vi erfarede begge dele. Fra 30 grader nede i bunden, hvor jeg havde shorts og en åbenstående skjorte på , hvor Else havde sandaler uden strømper og en  let T-shirt, og til vi kom op i højderne hvor det var bidende koldt og sne, ikke i store mængder, men dog så meget, at alt var iskoldt at røre ved. Da skiftede jeg til lange bukser og flere lag bluser og en vindjakke, og jeg frøs som en lille hund, i en meget tynd snor. Else tog alt hvad hun havde af varmt på og ecco sko men med bare tæer, og hætten godt op om hovedet. Vejen snor sig i hårnålesving og over små bække og igennem dybe slugter. Et prægtigt skue

Efter besøget fortsatte vi mod vest for at komme ud til kysten. Meningen er, at vi skal besøge en by Carmel by the Sea, hvor mange af de moderne hjælpemidler ikke er i brug. Derefter kører vi  mod syd for at se Solvang, hvor der er en helt lille dansk by og til slut når vi frem til Anna-Lisa, som har tilbudt os husly de sidste dage.

Vi har lige fejret med en saftig bøf, at det er 1 år siden at vi gav hinanden ja på at være kærester. Det holder endnu.

Kærlig hilsen lc og ne

Brev 12 Earlimart Motel 24.05.2012

Brev 12 Earlimart Motel 1200 North Front St. Earlimart, CA 93219 24.05.2012

Kære venner/fam.
Vi skriver her om 22.-24. maj 
Billeder klik her

Bule i RV, hyggelig middag med Tina og væltet med MC

22.05.12

Siden vi sidst skrev, var vi parate til at aflevere vores RV ved Cruise Amerika I nærheden af LAX (Los Angeles Internationale lufthavn). Tirsdag d. 22. maj gjalt det om at få gjort vores RV ren og få pakket vore pakkenilliker, sådan at vi kunne aflevere den i god stand. Vi havde kørt 3200 miles uden en skramme, og det var vi lidt stolte af. Lige ved siden af os holdt en anden udlejnings RV med Petra og Wolfgang Magiera fra Schwaben, og Wolfgang havde været så uheldig at rive sit venstre spejl af. Heldigvis, tænkte jeg, er det  ikke sket for os. Så vi stod op kl. 6 og gjorde vores sidste forberedelser til at køre. Først lige før vi skulle køre kunne den unge pige vaske gulv og rydde det sidste op i køkkenet. Det er jo dejligt at tyendet med sig, - ik’ sandt.

23.05.12

Nå,  men så skulle vi lige hen for fylde tanken så der var præcis halvdelen af tanken fyldt sådan som stod der i vores kontrakt. Ligeledes skulle vi også have propan på for tanken skulle være fuld. Det gik fint med at tanke benzin og derpå skulle jeg vende den store kasse på en meget lille tankstation. Men det er jo ikke noget problem, når Else står og ser efter at jeg ikke vælter nogen benzinstandere med bagenden, og så var det bare lige at dreje lidt til højre, for at propanslangen kunne nå.  Bang sagde det og ned raslede et eller ved den  højre side af vores RV. Else stod jo i den venstre side, sådan som jeg altid har ønsket det. Jeg sprang ud af bilen for at erfare, at jeg med den højre spids af alkoven havde ramt et reklameskilt for tankstationen hvor der var priser på benzin og nu lå numrene i et rod nede på asfalten, og vores fejlfrie RV havde fået en skramme, som ikke var til at skjule. Pokkers også. Kunne du ikke……Dum er man jo i skuffelsen. Tankmanden kom ud og sagde. Nå nu igen. Åbenbart var det noget der skete jævnligt. Heldigvis var alle vore papirer i orden og manden tog det helt roligt og skrev alt ned og jeg skrev under og så kørte vi til Cruise Amerika. Jeg var lidt slukøret, da jeg aflevere skadesrapporten, men så kunne vi se, at der bogstaveligt ikke var en eneste af de vogne, som stod der der ikke havde fået nøjagtig samme skade. Jeg regnede på udgiften og skønnede at det nok blev 800-1000 dollars, men vores cruise amerika mand sagde at jeg skulle af med 150 USD, resten var forsikringens sag.

Vi tog en taxi til biludlejningsfirmaet Advantage for 50 USD. Else havde insisteret på at betale. Det kan vi altid forklare senere.

Der var en lang kø. Vi måtte vente i lang tid, inden det blev vores tur. Da vi fik vores bil, en KIA, den billigste opdagede vi, at 12 volt stikket ikke virkede. Da vi gjorde opmærksom på det sagde damen, jeg giver jer en anden bil, gør det noget, at den bliver større for samme pris. På den måde har vi fået en dejlige Chevrolez Malibu med automatgear og alt det andet smarte. Den kører som en drøm og er næsten helt ny. Så der var vi heldige.

Nu havde vi en god dag foran os. Vi havde læst om J. Paul Getty, oliemillionæren der brugte sine midler på at hente kunst fra Europa til USA. Gennem hans midler var der finansieret et center for kunst og det var bare at følge en rute så ville man havne inde i en underjordisk garage, betale 15 USD, så var resten gratis. Et specielt tog kørte os op til toppen af et højt bjerg og pludselig åbenbarede der sig et kunstcenter, som hverken Else eller jeg nogensinde har oplevet mage til. Mest bemærkelses værdig er arkitekt Richard Meiers ideer om at kombinere buer med skarpe geometriske figurer og glatte og rå flader imod hinanden. Uanset hvor vi vendte øjet hen, fik vi en æstetisk oplevelse som vi aldrig før har fået. Murværket var grove marmorsten så når solen stod næsten lodret ned så kastede de nogle spændende skygger. Der var springvand og der var udstillings haller 5 i alt. Man kunne gå fra det ene niveau til det andet. Se 1300-1400.  talts altertavler helt primitive og uden perspektiv til de store italienske malere Rubens, El Grego, bl. a. og til flamske malere med Rembrandt og til de franske impressionister bl. a. Van Gogh, Monet, Manet, Gauguin, Toulouse Loutrec og og og – og der sneg sig en enkelt dansk maler ind, Købke fra hans Græske periode. Jeg kunne virkelig godt onde jer, at gå sådan et sted med Else. Hendes billediagtagelse og forståelse af og viden er enorm. Måske er det mig, der er underudviklet, eller jeg har i hvert fald ikke lært det samen med teologien, men Else fortalte om bl. a. hvad pastelmalerier var, og vi studerede hvordan kunstneren med farve kridt havde frembragt en næsten  tredimensional virkning, når han gengav en piges hår eller hermelindskåbe, se billedet af Lieotard. Sådan fik jeg den ene fine kunstoplevelse efter den anden. Mellem de enkelte pavillioner kom vi ud i det fri og kunne atter se nye sider af den smukke og særprægede arkitektur.

Vi er enige om, at dette har været turens højdepunkt, så betagende var det.

Mødet med Tina

Vi havde en aftale med Tina, min klassekammerat Finns datter, som har boet i LA i mere end 10 år bl.a. som filmjournalist, havde tilbudt at huse os natten mellem 23-24, så vi mødte op hos hende sidst på eftermiddagen. Det blev et dejligt møde. Vi kendte ikke noget til hinanden ud over at jeg vist var en sjov fyr, hvor hun så har fået den opfattelse fra må stå hen i det uvisse, men vi kom hurtigt til at tale sammen om hvordan det var at bo her og hvordan det var at være væk fra far og mor. Vi foreslog at vi skulle gå ud og spise og jeg skal sandelig love for, at Tina havde fundet et spændende sted. Højt oppe på et bjerg med udsigt over dalen  nød vi vore drinks på terrassen. Vi fik en Margerita og 2 glas hvid vin for ”kun” 35 USD (ca 250 kr). Fundet for den pris, og så tør jeg slet ikke fortælle hvad middagen kostede. Men det var et meget charmerende sted, og vigtigst af alt var det en gammel mand som nød de unge pigers selskab. Tusind tak Tina for denne fine oplevelse.

Da vi vendte tilbage til hendes lejlighed kunne vi hilse på farmand Finn på Skype, så det var en i alle måder vellykket aften.

24.05.12 Leje af MC og ændring af planer

Vi sov herligt og var friske kl, 6:30 om morgenen, og da havde Tina vist nok ikke fået øjne endnu. Der blev lavet dejlig morgenmad til os og vi blev rigtig forkælet.

Så ved 9 tiden gik turen videre til mine drømmes mål: en motorcykeltur med Else i et klima så man godt kan køre i uldne sokker og underbukser. Vi fandt Eagel Rider som råder over 2500 udlejning motorcykler af mærket Harley Davidson. De er det største udlejningsfirma i verden.

Der stod de så de flotte maskiner på en lang række. Folk vimsede ud og ind og nogle kom og returnerede deres Harleyer og andre fik udleveret dem med ønsket om god tur. Snart blev det vores tur og jeg ville så gerne have en rød, men det kunne de altså ikke opfylde for mig, derfor fik vi en sort Electra Glide  med store tasker og et fint bagsæde med ryglæn til Else. Else kunne endda leje en læderjakke, så hun så virkelig sej ud. Jeg blev klar over, at hun nu havde lagt alle betænkeligheder til side og ville med på vores tur. Vi fandt også hjelme, men besluttede alligevel at købe en ny til Else, for at den skulle passe rigtig godt.

Vi havde aftale om, at vi skulle returnere MC’en kl. 14 lørdag og derfor kunne vi normalt ikke få udleveret nøglerne før kl. 14 den dag. Men de var meget venlige og sagde, at de ville give os maskinen med det samme.

Vi pakkede taskerne og der kunne være virkelig meget i dem. Så blev jeg instrueret i alt det tekniske og jeg indrømmer at det kneb lidt for mig. Der er en gearpedal både til tæer og hæl. Når man skulle i første gear kunne man enten træde med hælen eller træde gearpedalen ned med tæerne. Derefter kunne man skifte gear opad ved at vippe tæerne op eller trykke hælen ned. OK man er vel universitetsuddannnet, så det skulle nok gå. Jeg startede dyret og erfarede at maskinen egentlig var meget tung, og noget anderledes end de BMW’er jeg plejer at køre. Men nu skulle det være og jeg satte i første gear og kørte lidt frem på deres areal – kun med det resultat, at jeg væltede med maskinen fordi jeg ikke gav nok gas. Else er et meget tiltalende menneske, så hun tog ikke nogen billeder af min fiasko, men en tililende medarbejder hjalp mig med at rejse dyret op igen. Så kørte jeg lidt ned af deres gårdsplads som ikke var bredere end en smal vej og det gik helt godt, men da jeg skulle vende måtte jeg have begge benene i asfalten og forsigtigt hjælpe det store uhyre rundt. Da jeg kom tilbage var Else ligbleg, og jeg kunne se, at nu var der langt fra succes. Jeg kørte en tur ud på gaden og over flere lyskryds og det gik godt, - at køre lige ud – og ikke standse. Ved en portåbning kørte jeg ind og så havde jeg nær aldrig fået vendt uhyret uden at vælte, men det lykkedes og jeg kom frelst tilbage til Eagel Rider. Den venlige medarbejder sagde: Er du sikker på den ikke er for stor. Det er jo lidt hårdt at høre, når jeg har været så kålhøgen i mine foromtaler. Men jeg indrømmede og så fik jeg en low rider, som var meget nemmere at håndtere. Min prøvetur inden for murene gik godt, men nu havde Else mistet lysten og sagde at hun undte mig at køre selv.

Jeg hader at indrømme dette, men hun gav mig legitimiteten til at spørge udlejeren om jeg kunne annullere min kontrakt og få mine penge tilbage. Svaret var helt klart: Safety comes first. Sikkerhed frem for alt. Uden at gøre vrøvl, men faktisk støtte mig i en annulering rullede vi alle udgifter tilbage og Else og jeg var begge glade og lettede. Endnu engang gælder det gamle ord, at det ikke altid går som præsten prædiker, men altså jeg fik et nederlag, men jeg har jo Else, så hvem ville ikke vælge.

Nu havde vi pludselig fået en masse bildage forærende. Så vi besluttede at begive os nordpå for at nå Sequoia & Kings Canyon National Park. Det var bare at køre ud ad I 405 forbi Getty Center og så i ro og mag komme derop ad.

1 times tid fra målet drejede vi fra hovedvejen og kom ind i en rigtig wild West by med ganske få huse og et stort skilt MOTEL. Der er vi nu. Har fået noget at spise og nydt et godt bad og så glæder vi os over kun at betale 45 usd for 1 nat. Det er et rigtigt gammeldags motel, hvor vores bil holder på sin egen parkeringsplads uden for døren. Et rum domineret af en dejlig stor og blød seng og der er brusebad og køleskab og Internet.

Derfor kan vi nu sender jer alle vores kærligste hilsener fra de to x MC farere, eller næsten  x mc’ere. Vi har det bare dejligt.

Kærlig hilsen lc og ne