lørdag den 19. maj 2012

Brev 10 Den danske kirke i Yorba Linda

 Den danske kirke i Yorba Linda

Kære venner/fam
I dag er det lørdag den 19.05.12. I morgen søndag tager vi til gudstjeneste i den danske kirke i Yorba Linda, Los Angeles. Else lader i den grad tankerne gå til Marianne og Jesper, som har været præstepar i kirken  og de følger os på turen. Den ligger ca 60 miles herfra så vi tager af sted kl. 9 for at nå gudstjenesten kl 11. Der er lunch bagefter, står der på hjemmesiden. Vi glæder os til at være sammen med menigheden.
Kærlig hilsen fra toenigheden

Brev 9 Hans Jørgen er velbeholden i Danmark

Vi har hørt fra Hans Jørgen

Det blev noget af en rejse for HJ. Hans fly var 2 timer forsinket fra Los Angeles. Derfor blev han tilbudt at lave billetten om, så han skulle flyve over Boston. Men han vidste ikke, at der var 5 timers ventetid før han kunne komme over Atlanten. Da han  ankom til Frankfurt var der yderligere 5 timers ventetid og han landede fredag aften kl. ca 19:00 i Billund. Han skulle være landet 11:30. Det var en træt Storebror der kom tilbage til det lille Danmark.
For 5 min siden har vi talt sammen på Skype så han er online nu.

En spadseretur


For 21 dollars fik vi 3 store bøffer, som vi let kan dele til 6 af denne størrelse
For lidt siden gik Else og jeg en  tur langs stranden. Bølgerne slår ind over en bred sandstrand og de er så voldsomme, at det er farligt at bade, hvis man ikke, som jeg forstår at gøre det med måde. Jeg lægger mig i 30 cm vand og lader mig overskylle af bølgerne. Men det kan godt være lidt svært at komme op at stå igen, når bølgerne bliver ved med at rive underlaget bort under mig. Vi gik langs en meget befærdet vej hvor bilerne susede af sted i rask tempo. Der var også mange motorcykler og desuden overraskende mange cykler. De sidste kom ofte i store flokke med flyvende fart. Nå men vi gik mod nordvest altså bort fra Los Angeles, og regnede med at vi snart ville støde på en sidevej, hvor vi kunne komme lidt bort fra landevejen. Joh, vi fandt da også en hvor der med store typer var forkyndt, at her var det privat område og vej, men at de aller nådigst ville tillade at man gik forbi. Lidt henne af vejen var der en lang trappe ned til stranden. Et par unge mennesker havde sat deres fiskestænger op og havde fanget en  fisk, så vi. Vi gik hen ad stranden forbi nogle store kasser (boliger) som fyldte hele skråningen og tog udsigten fra dem, der var oppe på skrænten. Men vi var jo nede og tænkte at vi kunne gå langs stranden og komme op lidt længere henne. Men nej. Overalt var der enten klipper eller ståltråd så det var umuligt at komme op. Vi måtte gå tilbage og op til den larmende hovedvej igen. Så opgav vi yderligere udflugtsforsøg og har netop spist en herlig frokost med røget laks og skinke med ost og resterne af Elses dejlige brokoli salat fra gårdsdagens kulinariske orgie, hvor vi spiste STORE BØFFER stegt på grillen, Uhm.
Nu fortsætter vi med at slappe af, for jeg fik skrevet min prædiken i går til pinsedag.
Kærlig hilsen fra lc og ne

onsdag den 16. maj 2012

Brev 8 - RV camping i Malibu



Hans Jørgen forlader os 


Niels Ebbe kastede sig i bølgen blå


Else pynter på udsigten

Verdens ur

16.05.2012
Paris tiden er den samme som vi har i Danmark og Tyskland





Hans Jørgen blev afleveret i LAX Los Angeles Internationale lufthavn kl 10 og som I ser på billedet så var han ventet på Radisson hotellet.
Else og jeg kørte ad Pacific Highway, som går mellem LA og San Francisco for at finde en RV plads som passede os.
Den har vi fundet. Vi ligger på en bjergskråning med udsigt over Stillehavet. I får senere lidt mere at vide om vores tur med sigthseeing bus til LA d. 15.05 og billeder kommer der også.
Kærlig hilsen fra toenigheden

mandag den 14. maj 2012

Brev 7 - Hans Jørgen forlader os i Los Angeles

Op ad bjerget i Zion til Emerald pond



Rejsebrev  nr 7 -14.05.12 /ne
Los Angeles

Turen synger på sit sidste vers sammen med Hans Jørgen. Vi har haft det pragtfuldt på hele turen, og det har været en dejlig vinding for Else og mig, at Hans Jørgen sagde ja til at være med.
Lige nu er vi på en campingplads 35 mile fra Los Angeles, og her er dejligt fredeligt. Lige overfor vores RV holdeplads er der en swimming pool med spa bad ved siden af. Noget af det første vi gjorde, da vi kom fra vores store køretur på i alt 2954 miles = 4754 km, var at Hans Jørgen og jeg satte os i spabadet, medens Else tog sig en svømmetur i poolen. Da vi endelig fik Else lokket ned i vandet, lød kommentaren: Puh! ha hvor er det varmt. Og selv da Else havde sat sig, var hun ikke tilfreds. Den stråle er alt for stærk…. Hvad siger I? 
Nå men vi slap jer, da vi gik i seng i Zion parken for næste morgen at nyde dagen ved svømmepølen og slappe af. Sådan lå jeg og syntes jeg havde fortjent et hvil, da Hans Jørgen fuldt på klædt med korte bukser og Danmarks hat på hovedet sagde, at han lige ville rekognogsere (det staves nok ikke sådan) ved at tage shuttle bussen til parken for at finde ud af noget. Else og jeg gjorde os klare og ventede. Der gik 1 time der gik 2. Ingen Hans Jørgen. Jeg kom til at tænke på det med hundesnoren og Else kunne fornemme, at det trak op til uvejr, så hun sagde: Nu må du altså ikke skælde HJ ud, når han kommer.
Han kom ikke. Else SMS’ede. Intet svar. Så tog vi selv shuttlebussen til parkens indgang. Pludselig kom der en SMS. ”Er på vej tilbage”. Så fandt vi hinanden. Hans Jørgen i højt humør, for nu havde han fundet ud af, hvor vi skulle tage hen. Fint fint. Jeg kølede lidt af (Det var drønende varmt, så det kunne godt være nødvendigt).
Det blev en kanon dejlig tur. Langs med Vergin River og gennem svale tropelignende landskaber, forbi kvækkende frøer og og og og. Tak Hans Jørgen.
Las Vegas

Dagen derpå kørte vi videre for at komme til Las Vegas. Hvis jeg skal være helt ærlig, og det skal man jo en gang imellem -  når det ikke kan være anderledes -  så er det noget værre fis, med Las Vegas.  HJ og jeg havde købt en ny Ipad i et Wallmark med fuld returret og pengene tilbage indenfor 14 dage, og ellers ville jeg købe den. Det kunne der jo aldrig ske noget ved. Der er bare det ved det, at man ikke kan starte det skidt uden først at have et Itunes ID. Vi prøvede at bruge HJ’s kreditkort, men begge kort blev totalt afvist. Måske fordi de var udstedt i Ringe, det ved jeg ikke, men skidtet ville ikke starte. I Las Vegas på campingpladsen prøvede en KOA medarbejder forgæves at starte Ipad forfra. Men det er jo ikke en normal tablet PC, som ordentlige folk vælger, så det kan ikke lade sig gøre. Vi skulle til et Aple store for at få det gjort. HJ og Else og NE  storkede af sted, for at nå forretningen inden lukketid. Det varede ikke mange hundrede meter, så havde vi tabt Else. Jeg tror jeg går hjem og læser!!!!
Else er en selvstændig pige, så hende skal man ikke modsige, vel Else. HJ og jeg storkede videre. Imellem Casinoer og blinkende reklamer tabte jeg hurtigt HJ af syne. Han er jo 76 og kan ikke følge en vårhare på 72. Endelig var vi  fremme. Hurra 20 min før lukketid. En venlig Aple-mand gik i gang. Efter 20 forsøg måtte han opgive. Han sagde bare: "Aple!!" Og det vil vi godt give ham ret i. Intet hjalp og HJ og jeg mistede tålmodigheden og 10 min efter lukketid, måtte vi vende tilbage stadig uden at kunne åbne det skidt (IPAD). I næste Wallmark leverede vi den tilbage. Det eneste lyspunkt var at HJ havde givet 604 USD for skidtet og nu fik han 619. 15 USD for at flytte den fra en stat til en anden. Der er nemlig en højere skat på elektronik i Arizona end der, hvor vi havde købt den. Jeg ærgrede mig over, at jeg ikke havde købt 10 stk.
Da vi var på tilbageturen sagde HJ. Nu går vi hjem og siger til Else, at hun skal med hen af gaden for at se noget af Las Vegas. Sådan blev det. HJ var enten helt udkørt eller meget diskret, så det blev Else og mig, der så os omkring. Da vi stod foran et af casinoerne tog jeg i døren og uden problemer kunne vi træde indenfor i spillehallen. Tænk sig folk giver penge for at være der, det skulle da lige være for de lækre sild, som snoede sig i pooldans omkring en stang i liderlige positurer. Jeg bemærkede til Else, at det var dog det mest usexede jeg nogensinde havde set. Men vi gik lidt omkring og så folk tabe eller vinde millioner, vist nok. Vi gik ind i et andet casino og der var i hvert fald ikke noget der hed dress-code. Folk var klædt på ligesom de kom fra arbejde, og pigerne var ligeså kedeligt klædt.
Men nu har vi set Las Vegas, og det kan vi så prale med.
Et af vore største naturrejsemål var nu forude. Denne mægtede kløft er helt enorm. Her kommer lidt tal.
Grand Canyon er opstået ved millioner af års erosion af Colorado floden samt ved erosion af sne og regn og vind. Den er 440 km lang, 1600 m dyb og op til 30 km bred. Den strækker sig igennem sta- terne Utah, Arizona og Nevada. Området var engang dækket af hav og ved jordpladernes forskydninger rejste lagede sig til tider lodret op, så man tydeligt på sedimenterne kan se og aflæse stedets geologiske historie. Se fotoet som vi har taget fra en bog om nationalparkerne. Den ældste er Grand Canyon og den yngste er Bryce i geologisk henseende.
Stedet besøges årligt af 3-4 millioner mennesker. Man kan komme til kløften fra nordsiden eller fra Sydsiden. Vi bar blevet anbefalet af Vibeke og Bo, som vi traf i Zion, at tage indgangen ved sydsiden.
Vi kikkede efter den lufthavn, hvorfra man kunne flyve med helikopter hen over kløften. Da vi kom til Maverick Helikopter service fandt vi ud af at der var en tur på 50 min som kostede 230 pr mand. Den valgte vi. Vi kunne overnatte på parkeringspladsen ved hangaren og så sparede vi da den udgift.

Helikoptertur 12.05.12 Kl 8:30 

Vi skulle være parate for at få en af de første morgenflyvninger. Kl. var 05:30 da jeg stod op. HJ glippede med øjnene, da jeg pludselig var stået op. Det var vist første gang, at HJ ikke var først oppe.
Forud for flyveturen skulle vi vejes, Og der var ingen af os, der blev fundet for lette. Vejningen sker af hensyn til vægtfordelingen i maskinen. Vi 3 kom til at sidde i 2 række. Der var plads til 7 passagerer og vi var kun 6.
Det er en mærkelig fornemmelse, når helikopteren letter og holder sig svævende få centimeter over jorden. Så bakkede han og slog et slag henover en mark i meget lav højde ½ meter, vendte og lod maskinen stryge fremad og opad ind over en stor skov, som dækkede kanterne på sydsiden. Piloten sagde: så om få sekunder sker det: WAW ud over skrænten - uden sikkerhedsnet kun hængede i en lille spinkel pastikkube. Vi så ned i dybet 1600 m nede. Skrænten var stejl og maskinen holdt sig svævende over Colorado floden, som sås dybt nede. Vi kunne ingen mennesker se, vel nok på grund af afstanden. Det var et flot syn og det gav et gys i os, og jeg råbte Åh! Medens jeg klamrede mig til mit videocamera for at få det hele med hjem i min erindringsskuffe. Så fortsatte vi op igennem kløften mod øst og så det ene storslåede bjerg efter det andet. Farverne vekslede mellem dyb rød og grøn og grå og sort. På et tidspunkt fløj han så tæt forbi et bjerg, at jeg troede rotorvingen ville ramme. Piloten havde sagt at han kunne høre, hvad vi sagde, og vi skulle kunne høre hvad han sagde og at vi gerne må komme med kommentarer eller synge. Det sidste kunne jeg ikke lade være med. Så det blev til første vers af "Ingen er så tryk i fare". Piloten havde nok ikke regnet med, at nogen tog hans ord bogstaveligt, for han sagde, at det havde han ligegodt aldrig oplevet før. Vi har hele flyveturen på video, idet der blev optaget med et camera under flyet på hele turen. Der kan man også høre min ”skønsang”.
Efter landingen tog piloten billeder af os, dem ser i på vores webalbum, når det bliver færdigt.

På denne måde havde vi fået et fantastisk overblik over en meget lille del (1/50 del sagde piloten) af Grand Canyon. 


Jeg kunne godt havde ønsket at vi fløj op igennem kløften og ned i den. Tidligere landede man i bunden for at folk kunne gå lidt rundt, men af sikkerheds hensyn var den del sløjfet. Vores oplevelse var alligevel kanonstor og vi var meget tilfredse.
Vi kørte indenfor porten og satte vores RV på en parkeringsplads. Så tog vi shuttle bussen til en vestlige destination og gik langs med skrænten tilbage. Vi gik helt ude  på kanten og man undrer sig over, at der ikke er mere sikkerhed. Ved den mindste lille fodfejl, kunne man falde i hundredevis af meter ned af bjergsiden. Ingen af de billeder, vi  har taget, yder naturen og dybderne retfærdighed. Det kan simpelthen ikke fotograferes. Indrømmet vi var efterhånden blevet så fyldt at store indtryk, at vi næsten ikke orkede mere. Men Grand Canyon er nok den største seværdighed vi har set. Men vi har også været i Arches og Bryce og Zion og de rummer ligeså imponerende storhed og skønhed, så vi har virkelig set, hvad der med rette kan forlanges når vi kun har 3 uger til det.
I går overnattede vi på en Wallmark parkeringsplads og nu er vi i Los Angeles og i morgen tager vi på en heldagstur med sightseeing bus. Så nu går vi alle over i pølen og svaler os eller varmer os. Her er der lige nu omkring 40 grader. Vær I bare misundelige 
Kærlig hilsen fra treenigheden
NB: billeder kommer senere. I kan abonnere på bloggen

tirsdag den 8. maj 2012

Brev 6 - Rocky Mountains og Arches National Park




06.05.12
Natten startede med lyn og torden og endte smukt i kl art vejr med sol og behagelig temperatur. Vi var oppe omkring kl. 6 og på vej ad Highway I70 allerede kl. 7.
Var midt på formiddagen nede ved Coloradoflodens brusende løb mellem de stejle og rå bjergsider. I det hele taget har vi haft en så fantastisk køretur gennem bjergformationer så smukke og så forskellige, at man skulle tro, det var løgn. Derfor nøjes vi også i denne omgang med at lægge et lille udvalg af vore mange billeder fra køreturen frem til jer.
God fornøjelse!
Hans Jørgen, Niels Ebbe og Else
PS: – Næste rejsebrev kommer efter nationalparken  Arches

Rejsebrev 7. Maj 2012 Hans Jørgen skriver 

Efter den fantastiske tur langs Colorado flodens bugtede løb, fortsatte vi med et enkelt hvil for NE, den afbrudte færd. Terrænet vekslede med områder, hvor skiturister fandt udfordringer og vilde raftingturister kunne muntre sig. Der var faktisk også en golfbane, som nok kunne trække lidt, men vi havde et mål kor dagens kørsel, Arches Nationalpark.
Lige inden Moab stod et skilt med Arches Nationalpark - det så spændende ud - flotte røde klippeformationer så langt øjet rakte - vi ankom til ‟Visit center‶, hvor en ranger i flot uniform og med cowboy hat bød os velkommen og vi købte et pas til Nationalparker for 80 Dollars for os alle tre. Et system, vi kunne lære af derhjemme.
Efter en længere køretur inde i parken valgte vi en P-plads, hvor vi kunne overnatte helt gratis - her var smukt og varmt - men i vores moderne tid manglede vi helt forbindelse til omverdenen på vores telefoner.
Else og NE gik på opdagelse i tre timer og billederne med ‟The arches‶ taler helt for sig selv. Det med forbindelsen til omverdenen lykkedes for Else ved at kravle op på et bjerg.
Det var ved at være spisetid - jeg/ HJ så i køleskabet på mulighederne - i microovnen var noget kød tøet op - det blev til kød med grøntsager og rødvin af plastic glas - tilfredshed med menuen blev der givet tydeligt udtryk for, men det bedste var dog is til dessert.
Sove på P-plads - op kl.7 og køre kl. 8 efter en dejlig morgenmad - forinden solopgang, hvor alle de flotte farver gradvist kom frem, så vi så naturens skulpturer fra en anden side - dette besøg kan på det varmeste anbefales.
Turen tilbage blev et flot gensyn med vore indtryk dagen før, men denne gang med lys på fra den anden side.
Vi var meget sikre på, at dette naturindtryk ikke kunne overgåes af noget andet sceneri fra naturens hånd.
Vi fandt indkøbsmulighed i en mindre by. Proviantering sker ved fælles indsats - herefter kan vi gå vore egne veje, NE havde i flere år ønsket sig et Aktion Hero 2 video optager, så nu skulle drømmen opfyldes, men det ville tage laaang tid at få i gang, så jeg/ HJ foreslog hjælp fra forretningen til installationen i bilen.
Glæden hos NE var stor over at lukke pakkerne op med grejet, så det har vi også taget nogle billeder af. Turen gik videre mod Bryce Canyon, som vi ville nå ved aftenstid. Det blev en tur med mange nye sanseindtryk, hvor vi så ned i Dragon Canyon - meget
dybt. Hvis I skal have en ide` om en tur, hvor oplevelserne er optimale under kørsel, skal I vælge turen fra Denver til Moab, Arches.
Ved indkørslen til Bryce området mødte os et andet syn i de røde
klippeformationer, nu var det mere frodigt med mange træer, som har sået sig selv gennem tiderne.
Naturen har været ødsel og mennesket har hjulpet med til at bevare for eftertiden ved at frede disse store områder.
Vi har ledt efter en RV plads med ordnede forhold - fundet en plads i en lund med tilslutninger for vore fornødenheder. Trådløst internet med godt signal har vi, så nu kan alle vores ting blive ordnet.
I morgen venter der os mange oplevelser med ture i Nationalparken. Vi har set på nogle muligheder under spisningen, som var dejlig hakkebøf med salat og vi havde igen noget is til dessert. Ikke fordi det kan være interessant, hvad vi spiser, men vi har det godt på alle måder i vores mobilhome.
Med venlig hilsen Else, NE og HJ 

lørdag den 5. maj 2012

Brev 5 - Fra golf til kunst - Rejsebrev 5. maj 2012







Efter snart 3 spændende døgn i Denver er der blevet plads til lidt rejsebrevsskrivning. Niels Ebbe nyder en bog og en kold øl i skyggen, Hans Jørgen kun det sidste, medens jeg vil forsøge at samle trådene her ved notebook’en.

Torsdag eftermiddag blev vi modtaget her på campingpladsen Dakota Ridge RV Park af Pete Jessen, som allerede forinden havde reserveret den bedste plads til os – og også sørget for betaling for den første overnatning. Ja sågar en bil havde vi fået stillet til rådighed, så vi kunne komme omkring uden den store autocamper. Vi er både Pete og hans kone Connie dybt taknemmelige.

Da vi var indkvarteret, gik turen til Red Rocks med fantastiske klippeformationer og et stort amfiteater med plads til flere tusinde tilskuere og hvor flere musikere har spillet og fået lavet optagelser helt tilbage i 1949. Aftenen sluttede på smukkeste vis i Connies og Petes have med en dejlig middag og hyggelig snak. Det er et særsyn her, at vi netop blev inviteret til at spise hjemme.

Det her handler ikke bare om 2012 – nej vi kommer mange millioner år tilbage, når vi som om fredagen går i dinosaurernes fodspor. Aftegninger af plante-/træstammer, kæmpemæssige blade og dinosaurernes fodaftryk fremtræder klart på den skrå bjergvæg.
Vi kommer i højderne, hvor rigmænd har slotlignende huse, men hvor børnene ikke kan lege frit på grund af risiko for angreb af bjørne og bjergløver / losser. Ja også klapperslanger blev vi mindet om. Pete fortalte, at han her på en tur på motorcykel måtte standse for en flok elge på 200. Vi så ikke elge, men rådyr.
Ved frokosttid skiltes vi.

Hans Jørgen tog sig en god tur på 18 huller på golfbanen i Willis Case Golf Course med Niels Ebbe som ydmyg caddy, medens jeg fulgtes med Pete på Denver Art Museum.
Spændende arkitektur – både museet og på turen derind, vidtfavnende kunst, mange gode snakke – alt afsluttet med endnu en dejlig samtale over muslinger og et koldt glas hvidvin.
Efter praktiske gøremål fik vi udvekslet oplysninger og kikket på hinandens billeder.

Totalt fyldte af indtryk overvejede vi at fortsætte turen mod Arches lørdag, men allerede kl. 10 dukkede Pete op – klar til at tage os med på endnu en bjerg-sigth-seeing. Han kender området som sin egen bukselomme, er tidligere pilot og kører i sin BMW næsten, som han flyver - det gør alle her tilsyneladende. 
Jo vi kom endnu engang – eller rettere to gange – op i højderne, hvor vi konkurrerede med tapre cyklister om pladsen. Endnu en beretning om møde med de vilde dyr, hvor en bekendt havde hørt hylen fra losser fra flere sider, men heldigvis for ham, havde ingen af dem lyst til ham! Kørte også forbi et sted, hvor den pinefulde rodeo-ridning fortsat finder sted. (Hestenes testikler snøres og bliver smertende, når rytteren sætter sine sporer / støvler ind i siden på hesten.) Vi har befundet os i 13.600 fods højde og har set ned på sneklædte bjergtinder – ja et helt fantastisk vue ud over den flodslette, som Denver og andre byer er en del af.
Til sidst viste Pete os et stort byggeområde, hvor han siden 1998 havde været i gang med at udstykke til industrigrunde. Om 2-3 år vil der være et blomstrende industriområde, og der var rejst en af bygningerne allerede. Han havde haft alle planer klar og en af lodsejerne ville udvide, men så kom Obama, sagde han. Og så gik alt i stykker, alle pengene blev uddelt til dem der ville have dem, og de, der skulle tjene dem blev der ikke taget hensyn til. Pete har sat sig grundigt ind i politik, og jeg (NE) og han fik en drabelig diskussion om politikeres moralske habitus, Pete mener, at de kun tænker på at blive genvalgt og ikke på det store perspektiv, - at se 50 år fremad. Jeg vil foreslå Pete at blive valgt ind i kongressen.
Lige for at sætte en krølle på min sidste kommentar, så har vi erfaret, at næsten alle vore venner i Jessen familien er republikanere, det har vi fået nogen gode diskussioner ud af.

Gæstfrihed og venlighed har været enestående i disse familier, og det er et dejligt punktum at have været hos Pete og Connie her til sidst, hvor vi nu skal vove os ud i de vilde bjergegne, med vilde dyr og diskussioner, om vi kan campe i det fri.

Et fantastisk billedarkiv gemmer sig på vore nethinder.
De kærligste rejsehilsner fra trekløveret
Hans Jørgen, Niels Ebbe og Else

onsdag den 2. maj 2012

Brev 4 - Tværs over USA i autocamper fra Chicago til Los Angeles




30. april til 3. maj  2012. Lexington og Sidney






Efter et dejligt ophold hos Marie og Quintin drager vi den 30. april vestpå mod Lexington, hvor vi skal møde Dorthea – den ældste af Boy Jessens børn – og hendes familie, 3 døtre – Debbie, Marcia og Brenda - , en svigersøn – Randy -  og et oldebarn, som inden længe ”should be graduated”. Dorthea er født i 1920, men er ”still going strong” – en åndsfrisk og levende kvinde, som langt ude i det, vi oplevede som ”nowhere” – først nord, så syd, så øst eller vest - formåede at guide os til den kirke, hun havde tilhørt. Læg selv mærke til billederne af både kirkegården, de dansksprogede gravsten, navnene på de mange danske immigranter og den ensomt beliggende gamle skole. Jo der har været udfordringer også dengang, da transporten til og fra skole foregik på hesteryg.
Dorthea beretter også levende om episoder i familien. Familiemæssigt var det også en oplevelse at finde frem til Boy og Kirstine Jessens gravsted. Bemærk at man her på bagsiden af gravstenen skriver navnene på børnene, ligesom ægtefællens navn sættes på, når den første ægtefælle dør.
Snakken gik livligt og vi var fyldte af gode oplevelser, da vi næste morgen efter en dejlig breakfirst, morgensang og et fadervor kørte videre mod Sidney, hvor vi skulle møde den 10 år yngre bror Henry og hans familie.

Enormt store besætninger af angus sendte stærke dufte ud over I 80. Hvor de samledes, var græsset trådt ned og jorden våd.  Vi krydser floden Platte et par gange og oplever generelt, at landskabet bliver både mere tørt og mere bakket. Har faktisk allerede på turen med Dorthea fået at vide, at der bag bakkerne i horisonten gemte sig et vildt bjerglandskab.


Billeder fra 1. dag i Sidney med Nancy og Henry og Joyce

Henry modtager os på en parkeringsplads kort efter afkørsel 59, hvor vi stiller autocamperen og bliver taget med på en tur til både kindergarden og highschool, hvor hans datter Nancy er lærer på den første. Rigtigt dejligt at se, hvordan et undervisnings- og skolemiljø tager sig ud her. Teknologien har også gjort sit indtog i en af sportshallerne, hvor stolerækkerne mekanisk var trukket helt op ad endevæggene i lodret position. Spændende for alle os med relation til skoleverdenen!

Henrys kone Joyce, der også er lærer, stødte til senere. Familien havde inviteret til middag på restaurant, hvor de er berømte for deres steaks af angus-kød. Og det har de al grund til at være. Kødet nærmest smeltede på tungen. Det gjorde Hans Jørgens ansigtsudtryk også, da vi bagefter var tæt på og lige ved at fatte golfkøllerne! En stor og flot anlagt golfbane lå lige foran os, men Hans Jørgen venter, til vi kommer til Denver.
Henry er med i en bibelkreds for mænd, som mødes  hver onsdag kl 6:30. Ikke om aftenen men OM MORGENEN. Denne mødetid er valgt for at de, der skal på arbejde kan nå at være med. Henry hentede Else, som undtagelsesvis fik lov at være med der hvor de voksne skulle tale om de store spørgsmål, og NE kl. 06:00 og så gik vi til bibelmøde. Deres præst David var der også. Først fik vi noget at spise bagefter var det en af mændene som ledede mødet. En blev bedt om at bede morgenbøn og en anden begyndte at besvare spørgsmål, som var stillet i det hæfte, de alle havde med. Vi læste Fil. 1,27 til 2,4 Da spørgsmålene blev besvaret var det mest Paulus formaninger til et kristent liv, der var i centrum. Vi deltog også i samtalen og jeg prøvede at dreje den hen på, ud fra teksten, hvorfor der var stridigheder mellem de kristne grupper. Efter min mening skyldes det synet på bibelen. Ingen tvivl om at disse bibelstærke mænd har et meget fast syn på bibelen, og i Boys tilfælde meldte han sig simpelthen ud af en menighed, når den ikke var fast nok i troen.
Det er beundringsværdigt, at sådan en flok mødes. Jeg spekulerer på hvor mange jeg ville få til bibelkreds kl. 06:30 hjemme?????
Til sidst oversatte jeg "Du Herre Krist" og sang den på dansk.
Kærlig hilsen Hans Jørgen, Else og Niels Ebbe