Brev 2
Foto fra den første dag Chicago 22.-23. april
Så er vores store rejse begyndt. Men uden problemer skal man ikke regne med. Efter at henning og lis havde stået med et fint frokost bord kørte henning os til Billund. Mange tak.
Vi blev venligt modtaget af en meget sød pige, som hjalp med den elektroniske indchekning. "Hvad er jeres Esta nummer?" Øh! Øh!.
Der stod vi, kunne vi nu ikke komme til det forjættede land? Et esta nummer skal alle have, som ikke har visum til usa. Det er noget med at f.eks. hans jørgen ikke må være straffet, eller skylder for en parkerigsbøde ( nu kører han vist mest med sin elscooter, sål måske var faren ikke så stor.)
Hvad gjorde vi nu. Myplanet havde ikke sørget for den attest, og ikke sagt noget til os. Det kommer de helt sikkert til at høre for fra os.
Den venlige pige vidste heller ikke hvad man skulle gøre, men det man ikke selv kan finde ud af må man søge råd om. Heldigvis vidste damen ved skranken noget. "Jo ovre bag ved den skranke pegede hun er der en pc. Den kan i bruge til st få en esta. Vores unge pige, som vi efterhånden var blevet helt forelskede i tilbød at gå med. Puh ha heldigvis virkede den pc, efter megen indtastning, og påstand om at hverken else, hj eller ne havde siddet i fængsel, eller led af narkoabstinenser fik vi ( undskyld det er løngn, for det kostede 14 dollars pr person) betalte vi et stykke papir hver. Nu tilbage, og så prøvede damen om vi nu kunne komme videre. Men nej, vi var stadig ikke rene nok til Guds eget land. Men hun forbarmede sig over os, og nu er vi da i det mindste på vej til frakfurt. Der lander vi om 10 min. På genkik
Vi er sluppet igennem gaten, og sidder nu i airbus fly a340, men 220 pladser. Vi var lige ved tabe hj. Vi var på det rullende fortov, hj var lige bag else, men hj skulle lige rette på noget ved sin taske, og da han så op var vi væk. Hvad gør den kloge mand. Går lige ud uden at se vores gate z19. Spørg mig ikke hvad han ville. Men resultatet var at else og jeg var drejet til venstre der hvor gaten var, og vips var vi sluppet af med hj. Vi kikkede og kikkede, men væk var han. Jeg forlod else og lovede ikke selv at forsvinde. Så ringede else til hsns telefon og den kendte stemme lød" jeg er ikke ved telefonen i øjeblikket ......" men så dukkede hj pludselig op. Treenigheden var genoprettet, men else og jeg er enige om, at det første vi køber i chicago er sådan en hundesnor med fjeder mekanisme. Så måske kan vi styre det unge menneske.
Vi flyver syd om island, og rører sydspidsen af grønland. Nu er vi halvvejen af de 9 timer det varer til vi lander i chicago. Men sædvanlig omhu, skal vi igen udfylde en formular, med pasnummer fødselsdag og hotel adresse. De må da snart kunne sende en delegation, så velkendt som vores ankomst er bekendt
Kl er nu dansk tid 4:44 vi er på vores hotel og Else sover. Jeg slutter dette rejsebrev med en duplik fra HJ.
Kærlig hilsen fra Else, Ne og HJ
Foto fra vores RV C30
H.J.'s forsvarstale
Brv1hjLidt til start om mine rejsefæller NE og EL. Jeg blev hentet i Ringe i Elses bil, og jeg stod klar på gaden. Inden havde jeg taget nogle billeder af haven og huset, fordi mine planter bl.a. tulipaner, vile være væk ved min hjemkomst efter 25 dage. Modtagelsen i Føvling var hjertelig og afleveringen i Billund lufthavn skete helt efter planen. NE har skrevet om indrejsepapirer som manglede, så min oplevelse af ”at blive væk” i mængden, vil jeg knytte en kommentar til. Man skal ikke kun se fremad, men altid have bagtroppen med, så rejsefællerne tog ikke rimeligt hensyn til den gamle, som blot blev hægtet af i farten. Jeg kunne selv finde frem, men undgik ikke en irettesættelse, som var helt uforskyldt – der blev endda ringet helt fra Danmark for at finde mig – det er jeg meget taknemmelig for.
Turen i flyet vil jeg skrive lidt om. Det er ren luksus med servering hele tiden – jeg fik en masse vand og også en whisky til start og senere kom cognac til kaffen. Vi fløj over Grønland,uden at se noget og nu har vi kun 3½ time til vi lander igen. For at modvirke tykke ben har jeg et langt rør af elastiktøj trukket på benene helt oppe fra skridtet, så jeg føler mig godt tilpas og til nu har tiden i flyet ikke føltes lang.
Episoden i lufthavnen i Frankfurt gør mig tryg ved mine rejsefællers færden. Jeg er sikker på at vi skal få mange dejlige oplevelser sammen. Turen er på forhånd planlagt til at være med god tid de forskellige steder, så det glæder jeg mig også til. Vores udsigt til besøg i private hjem, med overnatning og sigtseing i områderne, gør turen til til noget ganske særligt for os alle. NE har kopieret CD er med danske sange som gaver til vore værter.
Ved mødet med Chicago skal vi straks indlogeres på Hotel og i morgen hente vores store køretøj.
Navigationen klares med min 6 år gamle Tomtom 700, som har fået kort over USA lagt i for kun 300 kr. - det er et særsyn, at noget elektronik kan holde sig opdateret i så mange år. I de enkelte stater komme seværdigheder frem blot ved et tryk på fjernbetjeningen.
Lige en hilsen til alle jer, som kan læse vore rejsebreve – der er rigtig mange modtagere – vi kan også nås med sms og på Skype, så det bliver meget spændende alt sammen.
Særlig til min Lilly. Turen har ikke været anstrengende i længden, så der kan være et håb om at vi kan flyve til Tailand på et tidspunkt sammen.
Feriehilsen fra Hans Jørgen HJ
Chicago 24/4 – 12
I bussen har vi noget, der kunne kaldes – oplyst demokrati
– den der får en ide´bliver hørt og kan flyttede andre et andet sted hen. Else
havde været ude at handle grøntsager til aftensmaden og alt tegnede til en
hjemmedag efter alt roderiet med at få vognen beboelig for os tre
personer. Forskellige indkøb af
madvarer, og et bord til brug udendørs, var overstået og ovenpå kom madlavningen.
Jeg overtalte NE til at spare Else for mad lavet i vognen, så vi skulle se,
hvad tilfældet kunne bringe på en tur med offentlige transportmidler.
På vores første aften i vognen blev vi altså enige om at
gå i byen og spise – det var lidt koldt men vi tog en rask beslutning – at tage
ind til byen med offentlige transportmidler. På vores hotel havde vi mødt et
dansk par, som også skulle køre i RW C 30 som os. Vi slog følge til denne
udflugt for at se Chicago by night.
Jeg traf en meget venlig, farvet kvinde, som meget gerne
ville hjælpe os med at finde vej til bussen mod byen. Hun forklarede
billetsystemet, som var meget indviklet med, at billetterne også gjaldt retur,
hvis vi var hurtige nok. Ved endestatonen skiftede vi til Green Line – et tog
ind til City (CTA Chicago Transit Authority), hvor skyskraberne dominerede
bybilledet. Det var i mellemtiden blevet koldt og mørkt vi var også klar til et
måltid mad – det blev noget fast food og et glas cola – øl fandtes ikke på det
sted.
Vi sad i varmen til forretningen havde lukket og tabte totalt
lysten til at se mere by – ville vente til i morgen.
Efter en god nats søvn havde vi morgenmøde under måltidet.
Jeg havde været udenfor – solen strålede og det tegnede til en varm dag i byen.
Oplevelsen af dagen i går blev vendt, med mange gode træk med menneskers
hjælpsomhed. Netop i offentlige transportmidler kan man studere de medrejsendes
særheder og udseende. Tydeligt fattige personer, som vi kun har på nethinden,
prægede gadebilledet.
24/4
Det krævede ikke mange argumenter, at ændre dagens program
med et nyt besøg i City, til en beslutning om at køre mod vest, når vi blev
færdige til det. Indkøb afsluttedes, så vi kunne komme af sted.
Vi havde adskillige navigationssystemer monteret, men
disse var IKKE enige om, hvordan vi kom til vej 88, som skulle være ledetråden
på dagens rute. Det blev til adskillige omveje, fordi de 2 GPS’er ville have os
til hver sin side, så også vi blev frustreret. Hele eftermiddagen har vi dog
kørt ligeud, fået tanket benzin (176 US for benzin men så kan vi også køre 580 miles i gen)) og gas
og holdt lidt kaffepause. Else har sørget for god forplejning til besætningen.
Ankomst til Urbandale hos Elna og Merle
Ved 19 tiden ankom til et rigmandskvarter med store og
flotte huse – græsplæner som virkelig var grønne og meget venlige at se på.
Vores værter, Elna og Merle Knuth, blev meget glade for at se os .
Inde fandt vi megen hygge og megen gæstfrihed, hvor vi
blev indlogeret i deres børns flotte værelser. Disse mennesker har sans for
gamle ting og hæger om dem, men samtidig en der ingen grænser for deres tilbud,
når det gælder os. Vi ligger kongeligt i disse flotte omgivelser i to værelser
med store senge. ikke nok med det, for der også fuld forplejning i en fin
udestue med udsigt til en meget velplejet have, bl.a. har et rislende vandfald,
værtsparret nyder at høre fra deres soveværelse.
Anledningen til vores besøg er, at en hel famile i 1920
udvandrede til USA fra Mellemslesvig, fordi afstemningen om , at komme til
Danmark gik dem imod.
NE fortæller nu lidt præcist om Familien Jessen
Boy Jessen og hans Kone Kirstine var dybt skuffede over
afstemningsresultatet i 1920. Derfor besluttede de, kraftigt opfordret af en
anden familie, sig til at udvandre til USA. Denne historie har Boy fortalt i
sin bog ”Fra Slesvig til Nebraska”. Jeg fik denne bog af Erika Dumstrei, som er
en slægtning til noget af familien på mormødrene side. Vi har forberedt turen
ved at læse den. Else blev først færdig i går. Boy og Kirstine havde Johanne,
Dorothea (tvillinger), Marie, Nis og Dagny. Med de 5 børn ankom de til det nye land,
og skulle skabe sig en tilværelse. Det blev svære begynderår. De fik dog
derefter 7 børn så hele flokken blev på 12. Helga 1928, Henry, Arne, Alfred,
Elna, Carl, Einer (Pete). Af disse er Johanne, Nis og Alfred døde. Af de
resterende 9 kommer vi til at møde de 8 ved at besøge familier, som ligger på
vores rute. Tilmed har Elaine, datter af Johannes sagt at hun vil flyve til
Denver fra Salt Lake City for at mødes med os hos Pete. Mit kendskab til
familien stammer fra mit venskab med Annalise og Ernst Meyer, som igennem mange
mange år har holdt forbindelsen ved lige med Jessen Klanen i Nebraska, og Boy
har ved flere lejligheder støttet skolen i Medelby med rundhåndede gaver. Jeg
var sammen med slægtningene 2005 og har nu lejlighed til at træffe disse prægtige
mennesker igen. Det er en stor gave, som gør vores tur helt unik. Overalt er vi
blevet modtaget med stor varme og kærlighed.
Hans Jørgen fortsætter:
.Elna, fruen i
huset taler dansk, fordi hun har danske forældre, som talte dansk hjemme i
Nebraska - men er gift med en amerikaner, Merle.
I den familie er der godt sammenhold, så allerede dagen
efter vores ankomst kom Arne og Meryl efter ca. 4 timers køretur fra BeaverDam i
Minnesota til Iowa. (NE: Arne er præst og jeg har tidligere et par gange været
sammen med Arne og Meryl, idet de har besøgt os både i præstegården og i –Store
Vi. Arne tager som frivillig præst med på cruise hvor han holder gudstjenester.)
HJ: Vi er blevet ført godt ind i andre spisevaner, som jeg
vil komme lidt ind på. I huset spiser man anderledes til hverdag end når der er
gæster. Til hverdag nok et æg og cornflakes + kaffe, men vores brunch var en
ovnbagt ting lavet af brød, ægmasse, hakket og stegt oksekød + en hel del ost +
nogle grøntsager og det hele gratineres i ovn. Smagen er fantastisk og vi
spiste mere end 1 stykke hver, der blev dog noget tilbage til fryseren. Elna
har sammen med andre damer stået for redaktionen af en særlig kogebog, som Else
fik et eksemplar af.
Dagens udflugt skete i to store 4hjulstrækkere ( det var
nemt at få for der stod 2 Cadillaccer i garagen og Chevrolet foran huset). . Til pigerne - Cadillac - en 8cyl og vi drenge en potent
4 hjulstrækker pickup. Vores bil var luxus med lædersæder og alt flot udstyr
med navigation, som i bakgear registrede hvad man så bagud. Der var også et
stort lad, som var overdækket. Målet var en rundtur til markerne på Merles 7
farme, hvor der var mange aktiviteter med store maskiner i arbejde - her taler
billederne deres tavse sprog - det hele er STORT og vi fik rigtig indtryk af en
driftig mands værk. Det sidste besøg på et kornlager slog dog det hele med
flere længder. Alt majs på Merles marker bliver lagret i siloer automatisk, så
han kan sidde hjemme og styre det hele fra sit kontor der. Bygningerne er solgt
fra alt arbejde udføres af en mand, som han kan stole på og han behøver ikke at
holde øje med ham - det er et spørgsmål om tillid til sin mand - det er han
ikke blevet skuffet over.
Så når vi den 26. og spiser morgenmad sammen med Arne og
Meryl, inden de tager afsted nordpå og vi tager endnu en udflugt sammen med
Elna og Merle. Denne gang til deres sommerresidens – et stort træhus bygget
1976 og med plads til 14 overnattende gæster. Det lå direkte ned til en stor sø
og havde plads til to både. Ingen tvivl om, at der her blev hygget både til
lands og til vands.
På vejen tilbage gjorde vi holdt ved ”Machine Shed” – en
restaurant totalt dedikeret til landbrugsmiljøet. Alt var holdt i stilen - lige
fra enteriøret til maden og tjenernes påklædning. Se billederne!!!
The Danish Immigrant Museum Elk Horn
Vi hilser af den 27. efter et godt morgenbord og kører ad
Highway 80 mod Elkorne. Der følges op på immigranternes fodspor på
vindmøllemuseum med gammel mølle fra Nørre Snede samt ”The Danish Immigrant
Museum” - http://dkmuseum.org/ , hvor vi
skriver os ind i gæstebogen lige efter en anden gæst, der kommer fra det
sydlige Odense ligesom jeg (Else), men han/hun var desværre allerede ude af døren.
Ja verden er lille! Det var et godt og informativt museum, der kom godt omkring
immigraternes historie både generelt og specifikt. Jens Jensen, der var en af
dem, var meget kulturelt interesseret. Han var landskabsarkitekt, men oprettede
også en grundtvigsk højskole i slutningen af det 19. århundrede. I Elkorne
fandtes et højskolearkiv, som vi dog først fik noget at vide om, da vi kom til
næste stop. Museets samling omfattede gamle effekter fra tiden helt tilbage til
immigrationens start omkring 1864 – alt flot præsenteret med de fineste ting i
montre med udtræksskuffer.
